De sidste 2-3 måneder har været nogle af de mest krævende i mit arbejdsliv. Som i nogensinde! Jeg har haft mange bolde at spille, og de har været vigtige. Der har været meget på spil. Og de bolde, der måske ikke var så vigtige kom pludselig til at føles vigtige fordi det hele kørte stærkt. Fysisk og psykisk har det tæret og kostet, og denne her december har jeg følt mig som en brændt mandel. Krympet og ristet… Eller en kaffebønne. Helt tørret ud. Faktisk til en grænse, hvor det ikke har været spor af sjov. Men en tåget julenat – nemlig i går skulle den sidste store julebold endelig spilles: SoulSingers fejrede sin et-års fødselsdag med Velgørenhedskoncert i Bykirken. Der var kun det LILLE pres på, at vi SKULLE generere mindst 15.000 i overskud til Julehjælp til 150 trængende familier i Odense.
I dag sidder jeg med uldsokker, varm te og en dyb eftertænksomhed og taknemmelig i hele min ømme krop. Jeg har gået en lang tur i den vintersprøde luft med en god veninde, har talt byttepenge op, samlet et fuglehus til terrassen, afleveret bøger på biblioteket og store poser flasker til pant og spist en solid morgenmad med æg og bacon. Endelig er der plads til at gribe og lægge boldene. Helt bagest i skabet. På rad og række. Det dér superjonglør noget er smadderskægt – men når der er ild i boldene… not so much.
Heldigvis er det hele gået SÅ godt. Alle små brande er blevet slukket undervejs og der har til gengæld været ILD de helt rigtige steder de sidste koncerter. Nemlig i solister, kor, musikere og publikum.
Som sagt var det den sidste store koncert i går. Vi har arbejdet intenst i flere måneder på at lave repertoire, PR, sælge billetter, øve på numre og gøre klar til at få de fantastiske Laura Kjærgaard og Samuel Hejslet som gæstesolister.
De sidste 14 dage har jeg haft nærmest kronisk migræne i større eller mindre grad. Nogle dage til kvalme og nedrullede vinduer-grænsen og andre kun til is-syl i højre øje-kanten. Det har kostet nattesøvn og tårer og jeg har til sidst være virkelig bekymret for om jeg overhovedet ville kunne gennemføre julens program – oh velsigende liv som selvstændig musiker… Højsæson og forventninger.
I går måtte jeg igen møde på arbejde med tungt tungt hoved og filter for øjnene – og en grundangst for at dagen ville blive håbløs. For første gang i ugevis lykkedes det at vende spiralen, så jeg rent faktisk fik mindre og mindre hovedpine, jo mere vi sang og optrådte. Som om jeg endelig kunne slippe presset og lade musikken og stemningen heale mig. Og det var virkelig ren healing. På alle planer. Laura sang som en engel, akkompagneret af Lars og Samuel, der spillede som tvillinger – selvom de aldrig havde mødt hinanden før. SoulSingers overgik sig selv og alle overgav sig. Der blev grinet og grædt og klappet og hoppet og intensiteten i rummet var fysisk mærkbar – lige til at tage og fylde sjæl og hjerte helt ud med.
I dag er jeg vågnet UDEN hovedpine. Øm og træt i kroppen efter en lang dag – men med klare øjne og mere plads i hovedet end i månedsvis.
Og glad. Lettet. Forløst. Julehjælpen er sikret, forventning indfriet og julefreden kommer til at indfinde sig også i år.
Taknemmelig!
Anne
Hatten af for dig, og tusind tusind tak for at så meget positivt bliver til, og bliver delt ud til andre.
Det var en super smuk og skøn koncert i Rysling, men igår var aldeles FANTASTISK. ord kan ikke beskrive den følelse jeg sad med igår i bykirken da dit fabelagtige soulsingers kor gav sig fuldt og helt, med og uden Laura. Jeg var rørt til tårer dybt i minsjæl, blev derefter fyldt med glæde og fløj beriget hjem.
Jeg nød jeres musik 110%! Tak for dig. Og forsat fuldt ud fortjent afslapnings dag
jannewind
Tusind tak, Anne – det er jo glæden ved at røre og bidrage, der gør, at jeg fortsætter ufortrødent. På gensyn en anden gang. kh Janne
Freddy jensen
Janne, den tekst du har beskrevet, er jo helt igennem så rystende og rørende, Jeg har tit tænkt på, kan du dog holde til alt det du foretager dig, jeg indrømmer også at nogle gange har jeg været bekymret for dig, du giver, og giver, Vi andre håber bare på at vi kan give dig det tilbage du forventer, og i går, netop i går, der havde jeg en følelse, som jeg bestemt ikke var ene om, at der fik vi givet dig det tilbage som vi alle ønskede, og kan læse at det er vi enige om, jeg synger i mange kor, og det ved du, Soulsingers for mig er ikke bare et kor, det er så total unikt at jeg ikke kan beskrive det, Det skal mærkes, og jeg er bestemt ikke bange for at skrive, DET ER DIG, ALENE DIG,der har fået dette kor til at være det , det er, vi er mange taknemlige mennesker som elsker dig,…………. på den måde vi får indlevelse, kærlighed, respekt, og selvfølgelig udvikling igennem din måde at være, og dirigere dette kor på, og så gør det bestemt heller ikke noget at din humor befinder sig der hvor du er, Vi har grinet så tårene kan trille, Og i går, for første gang igennem min sang i otte år, ja der trillede en tåre da vi sang are you listening , Jeg så et ældre ægtepar på første række til venstre for mig, konen tog manden i hånden da vi sang are you listening, det rørte mig dybt, jeg er slet ikke i tvivl om at til denne koncert blev der fældet en del tårer, Jeg glæder mig til på Tirsdag hvor vi alle skal have en forfærdelig hyggelig aften, de kærligste hilsner Freddy.
jannewind
Kære Freddy – vi gør det sammen. Vi synger sammen, vi griner sammen – og det gør os alle (og måske derfor verden) bedre. Tak for dine søde ord <3 kærlig hilsen Janne
Hanne Lyngsie
Kære Janne. Det du skriver, bekræfter det har jeg set og følt…..du presser dig selv til det yderste, for kun det bedste er godt nok. Når vi andre har 10 bolde i luften så har du 100…..lov os at passe godt på dig selv. Tusind tak for SoulSingers. Det har været et sjovt, lærerigt og travlt “første år”, jeg må sige at vi er kommet flyvende fra start. Du er så fantastisk dygtig og du har så meget at give, og lære os……og du gør det hele med hjerte, sjæl og humor. Du har skabt et fantastisk kor og jeg håber vi bliver ved i mange, mange år. TAK FOR DIG søde Janne <3 Knus Hanne