Først nyde så yde (Island del 2)

Måske virker nordlys ligesom fuldmåne? Meget søvn blev det i hvert fald ikke til de første nætter i Island. At være A-menneske og vågne naturligt ved 6-tiden (som så var kl. 4 lokal tid) OG have rejse-adrenalin og rejsebump kørende i kroppen hjælper nok heller ikke på det. Endelig forsøgte mine tre skønne roomies (siger ikke hvem), meget solidarisk at snorke ‘white-white-white’ vampen fra ‘Jesus paid it all’ – med alle tre stemmer og rytmer i kor. Festlig nat – men hvem klager. SoulSingers Islandstour var mindeværd – selv om natten!

Fredagen i Island var fuld af velfortjente udflugter. Altså på det tidspunkt havde vi sådan set ikke fortjent ret meget – men lørdagens program lurede forude, og jeg tænkte, at for en gangs skyld var det en god strategi at nyde først og yde bagefter. Nu hvor bilerne gik op, takket været et par dygtige logistikere i koret, var der fri leg, og Island skulle udforskes. De fleste biler tog en variation af klassikeren ‘golden circle’ med afstikker til Blå Lagune og enkelte var omkring sydø og Reykjavik.

Vejrudsigter truede med skift i vejret til det værre, men som ofte med højtryk var det heldigvis forsinket, og vi var mere end heldige og velsignet med vidunderligt vejr hele dagen.

Vi var to biler, der fulgtes rundt til den store tourist-pakke-tur. Humøret var højt, udsigten fænomenal med sneklædte bjerge som konstant panorama i horisonten og bilerne kørte bare godt med sømmede dæk og hyggelige passagerer. Vi så hav og bjerge og sovende vulkaner i det fjerne, enkelte får (der var forårsklar til at komme på græs), islandske heste, vandfald, geysere, drivhuse, kontinent-plader (som mit hjernevaskede system bliver ved at kalde kontingentplader), Thingvellirudsigt og alt det andet skønne Island kan præstere. Lammesuppe til frokost, køresnack i bilen og dagens højdepunkt: ‘Secret lagoon’.

De fleste har hørt om ‘den blå’, men færre ved at der også er en større naturlagune i byen Fludir, hvor man endda kan opleve en lille minigeysir, og andre kogende vandhuller. Den var faktisk ret hemmelig – til gengæld fantastisk!. Vi kom frem til et stort område med store drivhuse og absolut ingen skiltning til tourist-fælde, og måtte forsigtigt spørge om vi var det rigtige sted. Det var vi! Det virkede totalt lokalt og autentisk, og der var måske 20 andre end os.

Som vi hoppede i (det 41 gr) varme vand, brændte solen lammeskyerne væk, og den blå himmel dækkede os. Det var intet mindre end himmelsk. Og virkelig varmt. Hele området har særlig meget aktivitet i jorden, og dygtige mennesker har for mange år siden gravet ud til en stor firkantet fladbundet naturpool med bløde sten i bunden. Den perfekte blanding mellem natur- og menneskeskabt. For 1½ år siden sad jeg i en 100% naturskabt lille boblende svovl-pøl med 3 veninder langt ude på Snæfellsnes. Dengang havde vi grønne alger og det klammeste snask i bunden, som man rodede rundt i. Dette var et godt upgrade uden at være så kommercielt som ‘den blå lagune’, og vi uhhhhed og ahhhede i et par lykkelige timer. Vildest var det at opleve, at man blev så gennemvarm, at man kunne sidde længe i badetøj oppe i luften uden at fryse. Sundt!!

At dømme på billeder og historier fra de andre 10 biler, havde alle haft den vildeste dejlige dag med masser af indhold og hygge. Ikke mindst den perfekte måde at skabe stærkt socialt sammenhold på kryds og tværs i SoulSingers. Vi har trods alt kun eksisteret i to år, og de sidste par måneders oplevelser først med Odense Symfoniorkester og nu med Islandstourné har skabt så stærk en social lim rundt i koret, der betyder uvurderligt meget også for musik og optræden. Vi kender hinanden på en helt anden måde nu.

Det skulle vi for alvor opleve gevinsten ved til lørdagens fire koncerter. Endnu en dag, der bekræfter min dybe overbevisning om at vi ‘aldrig bliver de samme igen’…

(fortsættes)

KLIK for at se billeder i stor:

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.