Få ting er så rørende som mennesker, der holder sammen livet igennem. I går aftes var jeg så heldig at få lov at dele sådan en fin stund med gæsterne til en Guldbryllupsfest med fællessang og optræden. Klaveret på nakken, roadtrip til Jylland (jeg kan rapportere, at der var ligeså varmt som på Midtfyn) velvalgte kærlighedssange om stort og småt og livet og barndommens land og de store undrende øjne, som vi kan se med livet på, og at livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær, og at solen skinner på en forårsdag. Sangglade mennesker i stiveste puds og et strålende guldbryllupspar midt i det hele. Tænk. Om bare to år er det mine forældre, der er der. 50 år. Det er alligevel noget!
I dag er kræfterne brugt og det meste af dagen brugt i skyggen under hækken (eneste sted i haven med skygge!) med en våd klud på panden (og mest hen over øjnene). Det er vel også en slags balance, for i morgen skal jeg bag klaveret igen.
Skriv en kommentar