For næsten 20 år siden skrev jeg et stort universitetsprojekt, hvor jeg analyserede samisk sang (Joik). Jeg rejste til Lapland alene i 3 uger og legede antropolog, og jeg forsøgte at sætte mig ind i en 10.000 år gammel kultur og forstå dens musik. Jeg var så heldig at høre en koncert med en fantastisk norsk samekvinde og musiker (Mari Boine), der har formået at integrere den originale joik med moderne rockfeel. Jeg overvejede faktisk dengang at skrive speciale om alt dette, men overspringshandlede mig ud af det hele ved at søge på konservatoriet selv. Bortset fra at kigge på og leve med det smukke kort over lapland, der hænger i drømmehjørnet hos mig sammen med en rensdyrtaske og en farverig tradtionel samisk børnehat (alle tre ting hentet hjem på turen), har jeg ikke beskæftiget mig med samerne eller joik siden. Det bærer en plads i mit hjerte og er del af min sjæl, og i dag skal jeg holde foredrag om Joik til et hold, der skal rejse til Lapland senere på sommeren.
Jeg har brugt weekenden på igen at åbne bøgerne, hjertet og hjemmesiderne og har nydt at fordybe mig i al den visdom og mytisk stof, der bor i en kultur som samernes. Dyb smerte og et undertrykt folk, der igen og igen har været forsøgt udryddet og assimileret. Jeg rammes endnu engang af fascinationen og længslen efter Lapland. De åbne vidder og den levende natur, der vibrerer af årtusinder.
Egentlig havde jeg glemt alt det, jeg dengang studerede. (Jeg kan knap nok huske, hvad jeg læste om i sidste uge…) – og til min rædsel har jeg i flytninger og computersammenbrud mistet alle noter og opgaver fra dengang. Så det var HELT forfra. Lytte til og (gen-)analysere musikken, researche vidt og bredt og komme helt i kontakt med den indre antropolog, der sjældent stikker snuden frem.
Forunderligt nok lå det hele alligevel lige under overfladen. Magisk og dragende. Smukt og forfærdeligt. Som en erindring i cellerne, der blev vækket til live. Så foredraget har skrevet sig selv, musikken er flydt gennem højtalerne og gammel viden er vakt til live igen.
Pudsigt nok har jeg så i min research kunnet se at netop i dag – d. 9. august – er International Day for verdens oprindelige folk. Det giver det jo ikke mindre mening af. Så afsted med mig med billeder, postkort, gode historier, samehatte og rensdyrstasker.
Skriv en kommentar