Der er altid rigtig gang i julefrokost-fællessangen og 2013 er ingen undtagelse. At synge sammen i virksomheden eller organisationen er altid et hit, og jeg er ofte ude over hele landet og synge julen ind. Det var jeg også her i starten af december, faktisk var mig og Bodil på noget af en tur. Sammen. Den blev måske liiiige lidt længere end jeg drømte om, men heldigvis nåede jeg det hele. Torsdag morgen d. 5. december trillede jeg med bange anelser over Storebæltsbroen for at lave en kort og intens workshop med Børneringen i Valby.
Det gjorde broen så altså ikke. Altså klang. Min mor sms’ede i hvertfald noget bekymret allerede inden min workshop skulle til at starte og bekendtgjorde at de ville lukke broen allerede fra kl. 11.00. Oh Happy Day. Godt jeg er trænet i at være fuldstændig nærværende. Jeg tog en hurtig beslutning og bookede hotel i Korsør. Så havde jeg da et sted at sove hvis det virkelig var sandt, at der ikke var fri bane. God rest ye merry gentlemen!
Det bløws ganske rigtig noget så fælt hele vejen tilbage over Sjælland og jeg kom ikke længere end til Lidl efter tandbørste og lidt proviant, og så ned på et ganske fremragende hotelværelse med udsigt over Storebælt. Godt jeg også er relativt forandringsparat! Rumle var måske nok ikke helt så forandringsparat hjemme på Fyn, og han synes nok det var lidt træls pludselig at skulle passes. Men sådan blev det. Jeg havde min computer med, jeg fik lavet lidt arbejde, fik mediteret lidt og tænkt store tanker som stormen tog til og det stod klart at jeg ikke kom videre lige foreløbig. Til gengæld satsede jeg på at stå op og køre så snart det blev lyst, og jeg glædede mig bare over ikke at være en af de mange hundrede, der måtte sove på tank-stationer eller sidde fast. Næste morgen kom, solen stod op og mig ligeså og som bekendt havde stormen så ikke lyst til hverken at lægge sig den ene eller anden vej. Det havde den der lastbil så til gengæld, og det lige midt på Storebæltsbroen. Så selvom jeg nærmest sad med jakken på og tasken klar hele formiddagen kom jeg ingen vegne.
Mit held ville, at broen åbnede for en kort (virkelig kort! – faktisk 1½ time kort) bemærkning om eftermiddagen, og højere magter sørgede for, at det netop var dér, jeg tænkte “Nu er det nu”, hoppede i bilen og sneglede mig afsted. 10 km i timen gik det. Rart var det ikke. Side om side med høje lastbiler på en svingende bro. Mange gange Fadervor og 1½ time fra Korsør til Nyborg! Men over kom jeg. Inden broen meget kort efter lukkede igen…
Hurtigt hjem. Tjekke at alt var i orden hjemme, lynpakke bil med udstyr, klaver og anlæg, bade, skifte daggammelt tøj og lægge frisk make-up, hente pianist og lynkøre til Odense til næste workshop. Go tell it on the mountain. Jow tak. Over the hills and everywhere. Frem kom vi. Nærvær på banen igen. Don’t worry, be Happy – og så i lyn-storm-fart tilbage til Ryslinge Efterskole hvor aftenens andet job ventede, nemlig optræden foran alle forældre (altså dem, der var sluppet gennem Danmark). Så tilbage til Sydfyn med pianist og hjem i seng. Silent night!
Debatten og dilemmaet kørte igen på Facebook i dagene omkring. “Hvornår er det ok at aflyse et job?” Vi får jo ingen penge, hvis vi ikke spiller – OG det er aldrig rart at skuffe en kunde… men hvornår er det ok at melde fra. Hvornår er prisen for høj. Nu gik det heldigvis godt denne gang – og jeg traf de klogest mulige beslutninger undervejs, og fik det hele til at glide. Men tanker sætter det nu i gang. And so this is Christmas…
Skriv en kommentar