Det lyder måske nemt, når jeg poster billeder på instagram og skriver overskudsagtige blog-indlæg. Men jeg skal på ingen måde få det til at lyde som uproblematisk at være på sundhedsretreat og candida-undrensning.
Vi snakker nu dag 24 på super restriktiv diæt og uden kaffe, og denne uge har simpelthen ikke været særlig festlig. Håndklædet har været klar til at smide i ringen anytime.
En af de dybe sandheder for mig er, at når der er pres på udefra, så trøster og opmuntrer (og bedøver) jeg nemt kroppen med masser af mad – helst sødt, salt og fedt.
Kender du det?
Belønning
Måske ligger det bare så vildt dybt i os, at mad er lig med overlevelse.
At mad udløser så mange gode lykke-hormoner, fordi vi kan mærke at NU belønner vi os selv for at have præsteret (over evne?), for at have været flittige, for at have været dygtige.
Egenomsorg
Absolut kan selvomsorg og trøst være virkelig mange gode ting andet end varm kaffe med fyldte donut(s).
En gåtur i skoven. Massage. Læse en god bog. Snakke med dejlige mennesker. Eller faktisk slet ikke snakke med nogen (hilsen Formand for de introvertes klub).
Altsammen skønt – men på en eller anden måde aldrig ligeså trøstende for mig som mad.
Jeps, afhængighed stikker sit ækle ansigt frem i mange former. Jeg er helt med på, at et menneskeligt vilkår også er, at vi er og bliver afhængige af ting. Ofte har jeg prist mig lykkelig for, at det ikke er alkohol, smøger eller sværere ting, der er mit ‘drug’.
Det er mad.
Overstimulering
I denne uge har der bare været meget. For meget. Ikke mindst fordi kroppen har taget et seriøst ryk rent udrensnings-mæssigt, smidt et par kilo, udløst en masse fast-gemt og beskyttet gift fra fedtcellerne.
Resultatet har været flere dages invaliderende og endeløs migræne, træthed og kæmpe humørsvingninger.
Som om der også frigøres fastlåste følelser fra cellerne. Ting, der er fortrængt, forputtet og virkelig forgiftede, som nu vælter til overfladen med voldsom styrke og nådesløshed.
Ombygning
Samtidig er vi ved at løbe tør for tid på vores ombygning af Voldbygaards nye grovkøkken. Det kommer sikkert ikke bag på nogen, der nogensinde har ombygget noget som helst, at det altid bliver dyrere og ALTID tager længere tid, end man kan forestille sig.
Det er også helt ok! Det er trods alt 45 m2 vi bygger om – altså en lille Københavner-lejlighed…
Men for at vi har en chance for at komme i mål inden august starter med sangundervisning (jeps – der er ledige tider til både grupper og solo-stemmetræning!), inden galskaben med utallige jobs og aftaler skubbet og omrokeret og flyttet og mingeleret fra halvandet års nedlukning er der kun en løsning.
Vi smøger ærmerne op og arbejder igennem.
Flere dage i denne uge har det betydet fugning, slibning, tapetsering, inkøbsture til byggemarked, nedvaskning af køkken, rengøring, oprydning REPEAT fra tidlig morgen til meget sen aften.
MEGA ufedt med en krop med håndbremsen trukket og følelserne uden på tøjet.

(Vil du følge hele ombygningen, så kig med på Voldbygaards Instagramprofil)
Skønne teenagere
Oveni det hele denne uge har teenageren haft 17 andre teenagere til to-dages fest med telte i haven, beer-pong og dakkedak musik i vildskab.
Virkelig søde unge mennesker og rigtig hyggeligt med huset fuldt. Og indkøb. Madlavning. Diskrete vagt-tjanser. Oprydning. Måske blev det simpelthen dråben oveni træt med træt på.
Kaffe…
I går eftermiddags da bilerne med de unge (endelig (undskyld)) var kørt til toget ledte jeg samtlige køkkenskabe igen 4 gange, for at se om der dog ikke var ET eller andet, der kunne dulme.
Det endte op med en håndfuld majs-kiks (altså sådan nogen med salt som ligner riskiks, bare lavet på majs. Som er på nej-listen. Men det var mit bedste bud ind i overlevelse.
Jeg kom så langt ud, så jeg faktisk lavede en kop kaffe og stillede foran mig – bare for at dufte og se, om jeg på nogen måde kunne undvære den.
Det kunne jeg heldigvis!
Jeg lavede en sukkerfri is-matcha (en slags grøn te-pulver) i stedet.
Videre
Nu er det weekend. Ingen håndværkere. Meget få aftaler og ingen høj musik eller beer-pong på terrassen.
Et rum på ca. 13 m2 som vi egentlig bør prøve at få tapetseret inden mandag og resten af det nu opsatte tapet, som vi burde få malet. Så er det nemmere at lægge gulv og sætte loft op fra mandag morgen.
Hvor huset igen er fuldt både af gæster og håndværkere.
Men nu ser vi, hvor meget, der bliver gjort.
Balance
Hvor er det dog en vild balance både at passe på sig, tanke sig selv op og samtidig få gjort det, der skal gøres.
Jeg kan virkelig godt forstå, at det er smartere at tage “langt væk” på sundhedsretreat, i stedet for at gøre det hjemme i “hverdagen” og livet, der smadrer forbi en.
Jeg kan godt drømme mig væk til sådan et palme-paradis retreat-sted, hvor man får massage og serveret udrensende mad og bare skal nulre rundt og udvise 100% egoistisk egenomsorg uden hensyntagen til nogen eller noget.
Virkeligheden er selvfølgelig, at der nok er meget få paradis-øer i verden lige nu, der ikke er voldsomt ramt at omstændighederne. Og så havde ombygning jo bare ligget til jeg kom tilbage. Det bliver bryggerset jo ikke bygget af.
Tro, håb og styrke
Jeg må tro på, at kan jeg lykkes med kloge valg og udrensning herhjemme midt i livet, der leves om ørerne på mig, så kan jeg også holde en sundere og mere balanceret livsstil resten af 2021.
Løsningen må være – så vidt muligt – at skabe små (paradis-) øer her af hygge, egenomsorg og ro.
Smide den dårlige samvittighed til hjørne (vel og mærke det nyspartlede og tapetserede af slagsen).
Lugte til kaffen, uden at drikke den.
Tilgive en halv pose majs-kiks og være virkelig stolt af, at jeg giver mig selv den sundhedsgave at få renset ud og tage mig sådan af mig selv.

Lone Marie
Kære Janne. Tak for alle dine skriv om din udrensningskur, du er så sej, og at dagene en gang imellem kan være “jeg har lyst til kage” er jo en naturlig følge af din detox. Men du klarer det, sidder her, efter en fysisk hård flytning og tænker, hun er sgu den bedste, med alt det, der spirer frem Og bygges om.
Glæder mig til, at vi skal “ses” til kor igen, og måske en dag mødes fysisk til en sangevent eller noget i den stil, og imens synges der havblik…. sommer, efter en måned med indretning af hus og minihave
Et kæmpekram til dig
Lone
jannewind
Tak, kære Lone Marie! Ja, det er ingen dans på roser. Hverken at flytte. Eller detoxe. Jeg glæder mig også virkelig til vi skal synge igen – uanset om det bliver på Voldbygaard eller online! Kæmpekram også til dig