Nulstil (en skimmelsvamp-allergikers rejse, 1)

I dag skriver jeg under på leje-kontrakt til en ny bolig til mig og Rumle. Det er et af de store skridt på vores vej til at blive raske igen. De sidste tre måneder har været både de barskeste og alligevel mest indsigtsfulde i mit liv. Jeg har været så hundesyg, desperat, ulykkelig, magtesløs og alt har i momenter synes håbløst og komplet uoverskueligt. Grædt ned i søvnløse nætters puder og kæmpet mig zombie-agtigt gennem sort-randede og regnvåde dage.

Samtidig er jeg blevet tvunget til at kigge så dybt indad, prioritere, sortere og virkelig mærke efter, hvad der er vigtigt i det her liv. Uge for uge, efter mange artikler, bøger, undersøgelser og samtaler med erfarne skimmelallergikere er jeg blevet klogere og fået bedre strategier og dybere forståelse af alvoren i denne situation.

Når vi her i weekenden flytter, forlader vi derfor ALT vi ejer og her. Nulstiller. Starter forfra. Helt forfra. Smider det meste ud, sælger noget, og har opbevaret en smule (Rumles gamle børnetegninger og billeder, hans første sutsko, mine yndlingsbøger, min morfars harmonika, min farfars gamle violin og lignende uvurderlige ejendele) i et lagerrum. Jeg leder stadig efter nogen, der vil adoptere eller købe mit elskede flygel, som jeg ikke kan gøre rent nok til, at jeg kan tåle det. Der er ikke skimmelsvamp eller fugtskader på tingene, men vi kan ikke tåle de usynlige sporer, der sidder i alt – og som er nærmest umulige at rense ud. Vi skal på stor-indkøb. Vaskemaskine, senge, håndklæder, støvsuger, tæpper, tøj, møbler osv osv – alt skal købes fra ny. En samlers mareridt, kan jeg røbe!

Som en del af min proces vil jeg prøve at fortælle her på bloggen om denne sindssyge situation. Måske kan det hjælpe andre, der står i samme eller lignende situationer – og forhåbentlig kan det heale og støtte mig at fortælle om det og bearbejde det herigennem.

De sidste fire år har Rumle og jeg boet det mest fantastiske sted i verden. Fodboldbaner lige uden for hoveddøren, gode naboer og skønne kolleger om hjørnet, musikrum og kor-lokaler – en kæmpe legeplads, hvor vi har stor-trivedes. Eller… det har vi i virkeligheden ikke rigtig, i hvert fald ikke fysisk. Da vi flyttede ind vejede jeg næsten 30 kilo mindre end jeg gør nu. Jeg var stærk og klarhovedet, glad og overskudsagtig. Rumle var aldrig syg, og vi var faldet rigtig godt til på Fyn. Nu har Rumle ondt i halsen, hoster, snotter og har influenzalignende symptomer mindst en gang om måneden, og har utallige sygedage igen og igen. Efter 8 måneder fik jeg mit første migræneanfald (nogensinde?), og trods kure, lange perioder uden sukker, hvede/stivelse, kaffe, alkohol,  mælk mv, samt alternative behandlinger og masser af motion (jeg løb blandt andet halvmaraton og besteg Kilimanjaro… tjo, stille sad jeg altså ikke!) tog jeg bare på og på og fik det værre og værre.

Jeg kunne ikke tåle den malaria-medicin, som jeg tog i Afrika på bjerget, den slog mit immunforsvar helt ihjel, og alt gik ned af bakke derefter. Det er 3 år siden, og har jeg til min store frustration følt mig presset på immunforsvar, taget endnu mere på, er gradvis blevet mere og mere forvirret og konfus, haft 3-8 migræne-anfald om måneden og været så træt så træt. Det sidste år er det gået helt bananas, jeg har føleforstyrrelser i ben og fødder, gigtlignende smerter i hele kroppen, og skal koncentrere mig helt urimeligt meget for at undervise og holde det kvalitetsniveau, jeg ønsker i min karriere. Mine korsangere elsker mig (gud ske tak og lov!) og griner bare af mig, når jeg vrøvler og er forvirret. Men fra at kunne huske alle navne på alle elever og korsangere, kan jeg nu komme i tvivl om hvad jeg selv hedder. Noget er HELT galt i mig.

Oplagt har været manges mistanke om, at jeg nok bare er stresset. I årevis har folk med let overbærende smil sagt “- jamen Janne, du laver for meget, du presser dig selv for hårdt”. De har ikke vidst, at jeg ligger i min seng 10-16 timer i døgnet, at jeg ikke har et socialt liv, ikke har haft overskud til en kæreste, og at jeg bare lige til nød og næppe har kunne passe min karriere, kor og projekter. Samtidig har det netop være arbejdet, der har GIVET mig energi. Tit har jeg haft det bedre, når jeg har været ude af huset – hvilket jeg jo så forstår bedre nu.

Jeg kender godt til følelsen af stress. Den tror jeg enhver selvstændig ambitiøs erhvervsdrivende i perioder må smage på. Balancen er ikke mulig at opretholde konstant – især fordi jeg ELSKER mit arbejde og også godt kan lide adrenalinen i peak-performances! Men tidligere i mit liv har jeg prøvet ægte stress: skilsmisse, mobning, partners konkurs og lignende rædselsfulde ting… DER kan man tale om usund stress. At min virksomhed og kor kører på højtryk har givet mig åndenød og bestemt også en myose i ny og næ – men jeg har ikke kunnet genkende eller acceptere en stress-diagnose. Alligevel har jeg igen og igen forsøgt at skære ned, blive mere hjemme, vælge mere fra. Og bare fået det værre og værre…

I starten af juni måned opdagede jeg ved et tilfælde at tapetet INDE midt i huset var vådt ca. 30 cm op af væggen… og at der på bagsiden af det voksede skimmelsvamp. Nærmere undersøgelser har vist, at der på grund af husets lave placerering trænger grundvand op i fundament, og at der under hele stuegulvet vokser svamp også… Det har vi ikke kunnet tåle. Overhovedet!

Så i dag skriver jeg som sagt under på et nyt sted, vi kan bo. Ny start. Nulstil!
Og dermed starter en ny epoke. Jeg vil ikke føle mig som (og ligne…) en udkørt olding.