Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret ambitiøs og godt kan lide at konkurrere. Mest mod mig selv, faktisk. Jeg bliver bare glad og rolig indeni af at sætte krydser på to-do-lister og ikke mindst bucket-lister – så hvorfor ikke udfordre SoulSingers, få sat et par seriøse krydser og få et par store oplevelser med i købet. Så det gjorde vi lørdag i Island. Ok, jeg var lige på kanten til kolde fødder undervejs, for det var selvfølgelig helt crazy at sige JA til 4 optrædener fordelt over hele Reykjavik på bare 7 timer – men ‘det havde vi ikke prøvet før, så det kan vi selvfølgelig godt’.
Lørdag morgen pakkede vi biler, koncerttøj, makeup, køresnacks OG badetøj (!) og kørte forventningsfulde sammen med de indre sommerfugle til Reykjavik. Det hele var faldet på plads i sidste øjeblik, og med stor TAK til en af mine skønne korsangere fra Pop’n Soul Helga, der havde grebet telefonen og åbnet de store døre for os, efter flere måneders forsøg fra min side af uden nogen resultater. Vi startede ud i byens største udendørs svømmehal Laugardalslaug, hvor vi helt ekstraordinært havde fået lov at lave acapella koncert i vandet. JA, det var tosset – men smadder sjovt. Vi var 45 sangere, der hoppede i badetøjet, og det var så sjovt at se de faste svømmegæster, der lå med børn, familier og venner og diskuterede politik, slappede af i de varme dampende pøler og svømmede baner. Jeg skal love for, der kom nysgerrige hoveder op over bassinkante fra alle områder i svømmehallen. Det var noget større, end jeg havde forestillet mig, så det blev ikke helt så intim en koncert, som jeg havde tænkt – men stor oplevelse alligevel. Og dejligt med en dag mere i vand. Man mærker det med det samme – vandet i Island har bare en helt særlig høj energi, som varmer op helt fra yderst til inderst.
En forstuvet korsanger var så fræk at tage et par hemmelige billeder af oplevelsen, så også den blev foreviget.
Der var tid til frokost og en vandretur gennem byen inden næste optræden, som var i den legendariske Harpan Kulturhus på havnen. Vejret var lidt grumset, men nåede alle frem uden paraply. Vi stille op midt i foyeren på trappen, der forbandt alle etager og sang i 15 minutter, så det gjaldede. Akustik var fantastisk og turister begejstrede. Tjek på listen!
Næste punkt på listen var den ligeså berømte Halgrimskirke, hvor jeg måske i virkeligheden havde drømt om, at vi skulle lave en rigtig koncert, og ikke bare et spontant indslag. Det var nok godt, vi ikke fik det i kalenderen – for akustikken viste sig at være værre end Grundtvigskirken på ydre Nørrebro, og den er styg. Hver tone havde lange sekunders efterklang, og jeg skiftede på stedet repertoire til flere ballader. Kirken blev hurtigt fuld af turister, og trods den enorme lyd nød vi helt vildt at få tjekket Halgrimskirken på bucketlisten. ‘Total Praise’ (acapella) kom fuldt og helt til sin ret. Stor oplevelse!
Så var der kun kort tid til at puste ud og køre til dagens egentlige koncert og højdepunkt: Lindakirkja hvor vores nye venskabskor ventede. Jeg har sagt det før, og jeg kommer måske til at sige det igen – men det VAR det bedste SoulSingers NOGENSINDE har lavet. Nærværende, energifyldt, samlet, stærkt og smukt! Kæmpe kæmpe oplevelse. Et stort levende publikum af ikke mindst de andre 50 korsangere, et fantastisk rum at synge i og mega klimaks og optur efter en i forvejen fantastisk dag. Der var hul igennem. En velsignet oplevelse!
Da jeg sidenhen snakkede med Lindakirkens korleder Oskar fortalte han, at han under koncerten havde kigget efter hvem der bevægede sig mindst (eller slet ikke) af SoulSangerne. (Det er sådan noget, vi korledere hygger os med, når vi ser andre kor optræde…) Han måtte konstatere, at der ikke VAR nogen ‘døde punkter’. Alle var med, levende, indlevende og udlevende. Han snakkede også om, at det jo ikke er nok at bevæge sig. Det skal komme troværdigt og autentisk indefra og ud – og det gjorde det! Behøver jeg sige, at det gør mig stolt helt ind til benet?! Det er fedt at rejse langt væk, når man får sådan nogle oplevelser med hjem. Denne koncert vil sent blive glemt. Det gjorde (også) noget ved mig som korleder, og igen må jeg konstatere, at jeg aldrig bliver den samme igen!
Fuldstændigt balrede efter denne uendelige dag kørte vi bilerne til en af Reykjaviks kendte restauranter: Hamburgarfabrikken. Jeg var kortfører (dårlig beslutning) og var så træt, så jeg kørte forkert tre gange med 2 biler efter os. Det griner vi nok af på et senere tidspunkt… Alt energi var brugt op, og vi manglede bare lidt god mad og så på hovedet i seng.
Det fik vi! Dejlige burgere, hyggeligt selskab (omend afdæmpet – jeg var ikke den eneste, der havde udsolgt) og en dejlig afslutningsfest på den bedste kortur. Tilbage var kun en kortere optræden ved Filadelfiakirkens gudstjeneste næste morgen, så skulle de fleste SoulSangere flyves hjem og jeg skulle holde lidt ferie. Flere oplevelser ventede…
Klik for at læse rejsehistorie del 1 og del 2
(rejseblog fortsættes)
…og klik som altid på billederne for at se dem i stor!
Skriv en kommentar