I 1956 dør Sine Jensen efter 25 år i sygeseng et sted i det østlige Jylland. Hun har levet et meget almindeligt og sikkert anonymt liv som husmandskone. Men samtidig har hun i al hemmelighed skrevet digte i et kladdehæfte, og da hun dør som 68 årig, bliver hæftet givet videre i familien. Det havner hos barnebarnet Uffe. I foråret 2011 drømmer Uffes kone, Karin, at det er mig, der skal indspille og udgive Sines sange, og hun inviterer mig derfor til Brande, hvor de bor, for at fortælle om Sine og om de 25 gamle digte.
Da jeg bladrer i kladdehæftet første gang, dukker der stærke, lysende billeder op skrevet af en kvinde med en smuk, kærlig sjæl. Der er fine poetiske vinkler på og små finulige skæve tilgange til livet og døden, til tro og mistro, til håb og modløshed. Sine skriver om lykken, om lyst og smerte og om længsel. Det er med kuldegysninger og stolthed jeg sætter kladdehæftet på klaveret og straks flyder musikken fra mig.
“Der bruser i mit bryst en sang, som lyd fra himmelsoner;
oh havde jeg blot stemmefang, at synge ud i toner,
dens lyd, dens lyst, nu føles kun dens smerte”
…står der i et af digtene, og jeg får et klart billede af at det nu er mig, der kan give Sine sit stemmefang gennem min fortolkning af digtene. Hen over sommeren 2011 er de første 10 sange færdige og bliver sunget første gang til fællessang på højskole-opholdet Gospel Gør Glad. I januar 2012 bliver sangene første gang opført ved koncert og siden har jeg spillet dem over hele landet.