Kender I det, når man får små indvendige beskeder? Som en lille fin, kærlig stemme, der taler inden i én. Følelsen af noget større end en selv, en visdom, en intuition, en erfaring, der blander sig i ens liv og valg. Når jeg hører den stemme, har jeg som oftest to valg. Jeg kan totalt overhøre den, forkaste tanken så hurtigt som den høres og tromle videre, som JEG (me, myself and my ego) synes er klogest. Resultatet er oftest modstand, uro og den der oplevelse af at køre med håndbremsen trukket. Op af bakke. Med kaos eller decideret nedbrud af ting, der bare ikke vil. Nogen gange råber stemmen som konsekvens så lidt højere, og lytter jeg stadig ikke, bliver det hele som regel værre.
Jeg kan også vælge at lytte. Sætte mig ned, mærke efter, overgive mig. Træffe nye og andre beslutninger. Se tingene fra andre vinkler. Og sadle om. Ny retning. Også selvom jeg ikke nødvendigvis kan lide dét, jeg hører, eller umiddelbart er enig. Når jeg slipper kontrollen og lytter ind føles det som om hele universet falder på plads. Det er en lettelse så stor. En forløsning. En mærkbar blidhed.
Ingen tvivl om hvilket valg, der lyder klogest, når jeg sådan lige sætter det lidt firkantet op her – og ikke desto mindre er det forunderligt og tankevækkende, hvor nemt det er at VÆLGE ikke at lytte til den indre stemme. Forkaste de små konstante beskeder, der kommer om hvordan man bedst kan navigere fra moment til moment i en travl hverdag. Det giver ingen mening ikke at lytte – hvorfor lader vi så være?
Måske lytter vi ikke, fordi vi ikke VIL høre svaret? Måske er det opdragelse – den pæne pige – “Jamen, det kan man da ikke”, der bliver styrende. Måske er det stolthed, forfængelighed, EGOets djævel på skulderen, der hvisker “kom nu, vær ligeglad med hvad der er klogt og kærligt – gør det alligevel”… Illusionen om at være i kontrol og ville bestemme. Eller angst måske for de forandringer ændret valg måtte medføre.
I mandags talte den lille stemme til mig. Den sagde: “Du kan jo også bare aflyse?”. Og jeg mærkede i sekundet hele spektret af reaktioner fra lettelse til forargelse.
“Aflyse”. Det er ikke et ord, jeg ofte lytter efter. For hvad er det. At aflyse. Det er jo nærmest som at give op. Vise svaghed. Ikke være godt nok, tjekket nok, forberedt nok. Eller?
I måneder har jeg planlagt dobbelkoncert i Spil Dansk uge 44 i forbindelse med PopSalme release og reception. Har forsøgt at dele sol og vind lige, samle sangere på begge sider af Storebælt, lave lige lækre koncerter i både København og på Fyn og få det hele til at gå op i en højere enhed. Stor har min fortvivlelse været over at det ikke hang ordentligt sammen på Københavnersiden. Hver gang en brik faldt på plads på Fyn, faldt tingene fra hinanden i København. Øv!
Mandag morgen sagde stemmen så ligeså stille: “Du kunne jo også bare aflyse” og det blev til en hel lille dialog som gik ca. sådan her: “Jamen det kan jeg da ikke?” – “Det kan du da sagtens, det vælger du!”. Pause. “Jamen folk bliver kede af det?”. “Ja, og de bliver glade igen”. “Du kan jo bare udskyde til foråret, hvor det hele hænger meget bedre sammen”.
“Nåeh ja…”
Lettelsen i kroppen var fysisk mærkbar. Præcis som om hele Universet klappede i hænderne, over at jeg endelig lyttede. 1 time senere var Københavner koncerten d. 2. november udskudt til foråret – hvor Sound of Gospel-reunion stadig sker og Bagsværd Pigekor + tre børne/unge kor fra Roskilde Musiske skole + Koriosum stadig gerne vil være med.
Så nu vender jeg fokus 100 % mod at lave en release og reception på Fyn, der vibrerer ud i alle kroge. Børnekoret øver første gang på lørdag, der er flow, spænding og glæde – og så skal der skåles i champagne!!
Godt jeg lyttede!
PS – billetter er sat til salg i dag
PPS – der kan stadig være (lidt) flere børn i børnekoret… Skriv til os!
Skriv en kommentar