Et par timers weekend

En fantastisk arbejdsuge er ovre, og NU holder jeg weekend (i hvert fald til i morgen tidlig kl. 8.00). Ugen har været propfuld af korprøver, workshops og koncerter og dagen i dag er brugt godt og grundigt på at indspille korstemmer til de 300 gymnasieelever + 120 gospelkorsangere, der skal synge med Odense Symfoniorkester til marts. De skal kunne øve ude på gymnasierne og hjemme i stuerne, og får nu serveret de enkelte stemmer online. Dertil har jeg liiige alle lagt stemmer til SoulSingers julesange også, så vi når at få det hele på plads. Julen venter ikke, vel – og selvom vi er godt med, er der stadig et stykke vej, til vi kan spænde skiene på og suse i mål.

For dælen mit register er blevet brugt de sidste 10 timer. Stemmerne spreder sig over tre oktaver, og det lød dælme ikke hele tiden lige godt i kanterne… Men brummet/pevet ind blev de, bouncet, konverteret, kopieret og lagt på plads i dropboxe til flittige sangere. Tjek!

Jeg havde egentlig troet, at weekenden også ville levne plads til at gøre huset hovedrent, pille georgineløg op af jorden og gøre haven vinterklar og lækker. Men heldigvis havde bedsteveninden støvsuget, mens hun alligevel passede kattene (hvor priviligeret kan man være), Rumle klarede lidt mere af rengøringen, inden han hyggede sig resten af eftermiddagen med sin bedste ven, og haven må vente et par dage til der igen bliver plads i kalenderen i dagslys.

De sidste dages tour er bare gået helt fantastisk. Glade publikummer, dejligt band og englevagt om bilen, der klarede utallige kilometer i snusk og snask og regn og rusk helt fra syd til nord og tilbavs igen. I går da vi kørte hjem gennem det meget mørke og våde Jylland efter en fantastisk workshop/koncert dag i Jerslev, måtte Anders på suveræn vis zigzagge i høj hastighed gennem et netop sket uheld på motorvejen, hvor bilerne lå kastet i begge sider. Da bankede hjertet lige en ekstra gang, og jeg bad bare til, at ingen af de implicerede var kommet alvorligt til.

Et særligt højdepunkt på touren var en festlig kop kaffe hos spilopmager, salmedigter og lyriker Jens Rosendal, som vi besøgte ved vadehavet fredag eftermiddag. Han kender Arne, og vi var derfor inviteret indenfor til røverhistorier og gode grin. Den sødeste gamle mand (tænk, han er 83), diskede op med intet mindre end 4 slags kage, en stor balje kaffe og øl.

Jeg nøjedes med at skubbe krummer rundt og vippe lidt med kaffekoppen. For i håbet om at udradere de desværre hyggige migræneanfald (OG smide nogle af de møgtrælse kilo, der af bare hormon-ubalance har sat sig ufatteligt fast for og bag) har jeg nu efter endt ferie endelig fået renset ud (igen igen). Kaffen har jeg faktisk været stoppet med 1 år allerede (savnet stadig stort!). Mælkeprodukter (95% væk) i 2½ år, rødvin ½ år og nu sukker- og glutenfri i 1 uge. Nu skal det være. Det kostede (som vanligt) næsten 4 dage med konstant migræne at detoxe, men nu er øjnene klare, humøret højere og vejrtrækningen dybere igen. Og det fik selv ikke Jens’ overdådige kagebord lov at ændre på – selvom han nødede. Tja, det kan føles så forfængeligt og ligegyldigt at fokusere sådan på at blive slank, når bilerne i bogstaveligste forstand vælter rundt om én med livet som indsats – men man har jo nu engang kun den ene krop at passe på. Så det forsøger jeg på.

Fortsat god weekend, hvis der er andre end mig derude, der suger det sidste saft ud af den!

PS – de siger, man taber sig nemmere, når man sover ind i mellem. Det planlægger jeg at begynde på også! Lige om lidt.

  1. Anja Sørensen
    | Svar

    Jeg kan godt lide at stemmerne spreder sig over tre Oktober????

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.