I dag er jeg en af hoved-indslagene ved en stor konference for LOF (Landsdækkende Oplysnings Forbund), hvor der kommer Ledere og VIP’s fra aftenskoler og oplysningforbund fra alle afdelinger i landet. Sammen med min pianist Rasmus skal jeg først lede fællessang, senere på dagen holde koncert og musikalsk foredrag med præsentation af PopSalmerne og i aften lede hele holdet i en PopSalme/Gospel-workshop. Det er bliver en spændende dag. Det bliver en lang dag. Og jeg mærker virkelig maven vende sig, fuld af sommerfugle. Og sådan.

Det er på en gang så fantastisk forløsende at kunne dele sin hjemmelavede musik med andre – og samtidig er det så uendeligt sårbart at sætte sin sjæl derud. Det er bare nemmere at synge Shackles eller Oh Happy Day (og fralægge sig ethvert ansvar for kompositionen bag) end det er pludselig at stå med egen krop, egen stemme og ovenikøbet præsentere sit allerinderste: egne melodier. Hele PopSalme-projektet er så sindssygt meget et hjertebarn. Det er præcis den jeg er, og den lyd, der er inde i mig, når jeg er helt autentisk og tør skrive det ned.

Der sker noget pudsigt, når musik er selvkomponeret. Det er som om publikum og deltagerne pludselig tager meget mere stilling til ‘om det er godt eller ej’. Der er straks vurdering og subjektivitet på – og det skal helst kommenteres. Som om det giver ubetinget tilladelse til at sige hvad som helt til mig, fordi jeg er komponist og selv er ude om det? Jeg har aldrig oplevet workshop-deltagere komme hen til mig efter en gospel-teambuilding og sige: “hør, den der ‘Shackles’, det er da en ret ensformig melodi”, eller “dette og hint er ikke lige min smag”. Men når man selv har skrevet musikken er som om det nærmest forventes at deltagerne forholder sig til indhold OG siger deres uforbeholdne mening (nærmest uanset om man har bedt om det eller ej…). Det åbner for en helt anden del af hjernen – og det interessante er, at når først workshop-deltagere er i det ‘mode’, så analyseres alt.

Jeg har sågar i denne uge oplevet, at jeg ved en blandingsworkshop (både Gospel og PopSalmer) havde en deltager, der kom hen og synes hun skulle være mini-korleder og give mig feedback på min korleder-stil og -valg (“jeg synes, du skulle have sluttet workshoppen af med en uptempo-sang, og så synes jeg forøvrigt sådan og sådan”). Det sker ALDRIG, når jeg kun synger uoriginalt repertoire. Jeg blev helt paf.

Og så er der bare og vil der være mange mennesker, der af alle mulige grunde ikke “lige synes PopSalmerne er noget for dem”. Nogen er fordomsfulde (kan man virkelig tillade sig at tage så smukke gamle melodier – vores klassikere, og tro at man bare kan smide dem væk og skrive nyt?). Nogen er dømmende (hvem tror hun, hun er). Nogen kan virkelig bare ikke lide det – selvom de prøver at være høflige og dannede og pakke det pænt ind. Andre er skeptiske, og skal måske vænne sig til det. De fleste synes i hvertfald, de skal have en mening.

Det ER jo virkelig OK, at alle har forskellig smag og at “nogen er til det og nogen ikke er”. Der er jo MASSER, der er helt vilde med det og nyder sangene og fornyelsen og glæden ved at genopdage en tekst og begestringen over at møde nyt på den måde. Det værdsætter jeg bestemt også – omend jeg nogen gange ville ønske helt i mit stille, at jeg ikke skulle forholde mig helt så meget til hvad folk egentlig synes.

For hold nu fest, hvor er det svært at stå lige der midt i det – og være helt sukkerfri og RÅ og tyndhudet og skulle forholde sig til ALLE de meninger og holdninger og vurderinger. Lige der, er det bare nemmere at sende det ud i universet på CD og ikke skulle konfronteres med, ALT det ‘der bliver snakket om hjemme i stuerne’.

Mon ikke der ligger sådan en gammel kending helt dybt nede under: Angsten for ikke at være god nok, for at blive gjort til grin, for at blive afvist.
Jeg har slet ikke lyst til at “læse anmeldelserne lige nu” – har bare lyst til at “aflevere materialet”, fordi jeg ikke kan lade være, slippe det og lade det få eget liv, uden hele tiden at skulle have det spejlet så meget tilbage.

Jeg kan virkelig godt forstå, hvorfor misbrug, forskellige afhængigheder OG former for nerve-bedøvelse er SÅ nærliggende i dette metier. Det er svært at holde til livet som kunstner og den kultur, vi er en del af. Det er svært både at få ris og ros. Det bliver nemt meget personligt, der er ofte så mange mere eller mindre skjulte agendaer – og der er så forskelligt et sprog for hvordan feedbacken afleveres.

Som mange af jer ved, har jeg en mild diagnose som voksen-autist. Det er smaddersvært for mig at aflæse alle disse tilbagemeldinger og forholde mig til dem. Det får nerve-ender til at stritte og huden til at krible. Det skaber en uro og en utryghed – som kan bedøves med sukker. Det lader jeg så være med nu (mere end 1 måned clean!) og det er udfordrende sådan en dag her – hvor der virkelig er noget på spil.

The post Når der er noget på spil… appeared first on jannewind.dk.

Det gjorde broen så altså ikke. Altså klang. Min mor sms’ede i hvertfald noget bekymret allerede inden min workshop skulle til at starte og bekendtgjorde at de ville lukke broen allerede fra kl. 11.00. Oh Happy Day. Godt jeg er trænet i at være fuldstændig nærværende. Jeg tog en hurtig beslutning og bookede hotel i Korsør. Så havde jeg da et sted at sove hvis det virkelig var sandt, at der ikke var fri bane. God rest ye merry gentlemen! 

Det bløws ganske rigtig noget så fælt hele vejen tilbage over Sjælland og jeg kom ikke længere end til Lidl efter tandbørste og lidt proviant, og så ned på et ganske fremragende hotelværelse med udsigt over Storebælt. Godt jeg også er relativt forandringsparat! Rumle var måske nok ikke helt så forandringsparat hjemme på Fyn, og han synes nok det var lidt træls pludselig at skulle passes. Men sådan blev det. Jeg havde min computer med, jeg fik lavet lidt arbejde, fik mediteret lidt og tænkt store tanker som stormen tog til og det stod klart at jeg ikke kom videre lige foreløbig. Til gengæld satsede jeg på at stå op og køre så snart det blev lyst, og jeg glædede mig bare over ikke at være en af de mange hundrede, der måtte sove på tank-stationer eller sidde fast. Næste morgen kom, solen stod op og mig ligeså og som bekendt havde stormen så ikke lyst til hverken at lægge sig den ene eller anden vej. Det havde den der lastbil så til gengæld, og det lige midt på Storebæltsbroen. Så selvom jeg nærmest sad med jakken på og tasken klar hele formiddagen kom jeg ingen vegne.

Mit held ville, at broen åbnede for en kort (virkelig kort! – faktisk 1½ time kort) bemærkning om eftermiddagen, og højere magter sørgede for, at det netop var dér, jeg tænkte “Nu er det nu”, hoppede i bilen og sneglede mig afsted. 10 km i timen gik det. Rart var det ikke. Side om side med høje lastbiler på en svingende bro. Mange gange Fadervor og 1½ time fra Korsør til Nyborg! Men over kom jeg. Inden broen meget kort efter lukkede igen…

Hurtigt hjem. Tjekke at alt var i orden hjemme, lynpakke bil med udstyr, klaver og anlæg, bade, skifte daggammelt tøj og lægge frisk make-up, hente pianist og lynkøre til Odense til næste workshop. Go tell it on the mountain. Jow tak. Over the hills and everywhere. Frem kom vi. Nærvær på banen igen. Don’t worry, be Happy – og så i lyn-storm-fart tilbage til Ryslinge Efterskole hvor aftenens andet job ventede, nemlig optræden foran alle forældre (altså dem, der var sluppet gennem Danmark). Så tilbage til Sydfyn med pianist og hjem i seng. Silent night! 

Debatten og dilemmaet kørte igen på Facebook i dagene omkring. “Hvornår er det ok at aflyse et job?” Vi får jo ingen penge, hvis vi ikke spiller – OG det er aldrig rart at skuffe en kunde… men hvornår er det ok at melde fra. Hvornår er prisen for høj. Nu gik det heldigvis godt denne gang – og jeg traf de klogest mulige beslutninger undervejs, og fik det hele til at glide. Men tanker sætter det nu i gang. And so this is Christmas…

The post Julefrokost – sang med stormfuld transport! appeared first on jannewind.dk.