Det er i princippet ligegyldigt, hvilken dør du går ind ad
Der er en diskussion, jeg løbende render ind i:
Skal man tage kolde bade eller trække vejret i firkant?
Er hot-yoga det bedste for nervesystemsregulering, eller virker sang eller meditation bedre?
Skal man gå i terapi eller ud at gå en rigtig lang tur?
Skal jeg vælge EMDR-behandling eller metakognitiv terapi?
Og jeg forstår godt, at folk bliver forvirrede. Der bliver i disse tider råbt vældig højt på SoMe fra alle hjørner om, hvad der er det rigtige at gøre for sit nervesystem.
Helt naturligt booster folk det, de selv er interesserede i, eller tilbyder i deres forretninger. Og når noget er ”det endegyldige SVAR” og den eneste ”rigtige” løsning, så bliver andre ting nemt gjort forkerte.
Jeg gør vel selv det samme - du hører mig igen og igen tale om SYNG! Gå til kor! Lad os låne hinandens nervesystemer… Jeg viser det, jeg interesserer mig for som løsninger på dysregulerede nervesystemer.
Men i virkeligheden lander jeg mere og mere et sted, hvor hele den diskussion bliver ligegyldig - og det vil jeg gerne dele, for jeg tror, det kan spare nogen af jer for en masse tvivl, overvejelser og besvær.
(spoiler alert: bare gør det der virker for dig!)
Huset og dørene
Forestil dig din krop som et hus (remember 🤪 your body is a temple)
Inde i ’huset’ er der nærvær, regulering og restitution. Der er plads til at bevæge sig, til at udvide sig eller til at komme sig og trække sig ind i sig selv. Det er nervesystemets kontrolcenter, og det er derinde, du gerne vil kunne lande, når det hele har været lidt for meget - eller lidt for lidt.
Med andre ord. Vi skal ind i kernen af os selv - og vi skal have adgang til denne kerne, så fordøjelse, regeneration og hvile bliver tilgængeligt.
Når vi kollapser eller stresser, er huset som et utilnærmeligt fort. Der er ingen åbne adgange, dørene er låst og boltet til. Lysene er slukket og der er ikke tændt for varmen.
Så bliver vi syge og dårlige - og denne lidelse kender rigtigt mange af os bare virkelig godt i en tid, hvor vi metaforisk set nemt er mere ude end hjemme og paradoksalt nok derfor mangler overskud til at være sammen med andre mennesker uden at skulle være konstant på vagt eller overarbejde.
Vi skal helst finde hjem
Og her kommer vi så tilbage til de mange dør-åbnere. For huset har nemlig rigtig mange døre - eller forskellige adgangspunkter ind i nervesystemets regulering.
Åndedrættet er en dør, stemmen er en anden, og et roligt menneske i nærheden af dig (samregulering) er en tredje.
Min pointe med dette skriv er, at det er ligegyldigt hvilken dør, bagdør, kælderdør eller loftslem vi kommer ind ad - bare vi kommer hjem til os selv.
Der er selvfølgelig masser af døre, jeg slet ikke selv arbejder med eller forstår mig på, som andre er dygtige til. Dét, der efterhånden har rykket mest ved min måde at forstå det på, er, at det ikke er døren, der afgør, om noget virker.
Det afgørende er altså, at du kommer helt ind i huset. Vi bruger som undervisere, terapeuter eller behandlere ofte en masse energi på at forsvare hver vores dør eller metode, og misser pointen og landingen.
Kor, sang, stemmen og nærværende samtaler er MINE primære døre - det ved du, hvis du allerede synger eller har sunget, været publikum til eller arbejdet sammen med mig.
Stemmen er lige ved hånden (som man siger), det koster intet at bruge den, og du har virkelig mange kreative og sunde måder at bruge den på.
(Hvis din dør er en gåtur i regnvejr eller en time hos en dygtig behandler, så gå du bare ind ad den! No hard feelings)
Men hæng lige på alligevel - for (selvom du ikke gider synge) så kan du, når du taler, helt uden ekstra indsats få sund og gratis adgang til nervesystemet, hvis du f.eks. sikrer at få klangen til at vibrere med resonans i brystkassen, får etableret jordforbindelse og kontakt til for-og-bagside.
(Bonus: og fordi andre bedre kan høre og mærke hvad du siger, vil du sandsynligvis også skabe bedre kontakt til dem…)
Brug gerne flere døre
Faktisk bliver det ekstra interessant, når vi bruger flere døre på samme tid. Altså, når eksempelvis stemme, bevægelse, åndedræt og kontakt med et andet menneske er i spil samtidig, ser det ud til at give mere, end de fire ting ville give hver for sig.
Det er præcis det, der sker i et kor - og det er også det, der kan ske i et terapirum, hvor terapeuten selv er landet ordentligt i sin egen krop og vi multi-kommunikerer med både følelser, lyd, krop og genkendelse.
Aber dabei und so weiter
Alt det her med krop, stemme og samregulering skriver jeg om i min bog Må jeg låne dit nervesystem, som jeg starter en bogklub på her til efteråret.
Og faktisk har jeg også et onlinekursus i gang - en seminarrække kaldet Vagus & Stimme, hvor jeg over 9 uger folder en masse af denne viden ud, bestilt af og lavet for det tyske Polyvagal Akademie.
Kurset er til terapeuter, undervisere, coaches, korledere og sangere - og til dem der bare selv gerne vil forstå, hvad deres stemme fortæller om deres tilstand.
Desværre er kurset på tysk - så det kan være en dør, der ikke er åben for ret mange af jer - men jeg nævner det lige her alligevel, skulle nogen af jer nu have mulighed for at deltage på tysk, eller kender nogen, der gør.
Hold 2 begynder 28. september. Prisen er lige nu 149 euro, som er den samme, det allerførste hold gav, og den gælder til og med fredag den 31. juli. Så stiger den - så træk i dørhåndtaget denne uge, hvis du vil med!
Og se lige nogle fine ting som deltagerne på hold 1 sagde efterfølgende:
Og sad du og tænkte: ØV jeg kan kun forstå det på dansk - men det gad jeg dælme godt… så kan jeg fortælle at føromtalte BOGKLUB står i gruekedlen i kælderen og simrer, og den kommer til (på dansk!!!) at indeholde en masse lækker viden og erfaring fra ”Må jeg låne dit nervesystem”, der jo i bogens tredje del gennemgår intet mindre end 25 indgange til at skabe fleksibilitet og regulering af tyndslidte nervesystemer.
Nyd de sidste dage af juli 🌿
Janne