Tolerancevinduet (del 1)

Jeg er optaget af at forstå, hvorfor vi nogle dage kan håndtere nærmest hvad som helst livet kaster efter os, og andre dage bliver hylet ud af selv de mindste bump på cykelstien. Her har konceptet "window of tolerance" været hjælpsomt.

For et par uger siden havde jeg den kæmpe glæde og det store privilegie at være i Holland til fem dages intensiv terapeutisk behandling hos en af de førende logopæder (stemmetrænere) i verden; Heleen Groten. Jeg er fuldt overbevist om, at en stor del af den styrke og robusthed jeg skal have for at kunne holde et rum som underviser og terapeut trænes og vedligeholdes ved at jeg går i egenterapi, får supervision og behandling.

Hvor vi i Danmark som regel går til en terapeut/coach/træner en gang om ugen eller et par gange om måneden, har Holland en virkelig interessant tradition for såkaldt intensiv terapi. Det er en helt anden historie, som vi kan dykke ned i en anden gang.

I dag skal det nemlig handle om et af de værktøjer, jeg fordybede mig i og undersøgte ganske grundigt i de fem dage, vi arbejdede intensivt sammen i op til 3 sessioner om dagen:

Vores tolerancevindue.

Med andre ord: "Hvad kan jeg egentlig holde til lige nu uden at miste mig selv?"

Dette vindue er på ingen måde stationært eller stabilt, og det kræver et enormt nærvær hos os at 'tune ind på', forstå og mærke hvad dagens, situationens eller øjeblikkets "kapacitet" er:

Hvordan føles det i min krop (i mine følelser, tanker osv) når jeg er i kontakt med mig selv og mærker mine egne grænser?

Eller når jeg overskrider dem?

Hvad er tolerancevinduet?

Begrebet tolerancevindue blev introduceret af psykiateren Dan Siegel og beskriver det område, hvor vores nervesystem har tilstrækkelig kapacitet til at håndtere det, der sker omkring os.

Når vi befinder os inden for vores tolerancevindue, kan vi være påvirkede uden at blive overvældede.

Vi kan blive forskrækkede uden at gå i panik.

Vi kan være vrede uden at blive aggressive.

Vi kan blive kede af det uden at miste kontakten til os selv.

Vi har adgang til vores tanker, vores følelser og vores relationer på samme tid.

Kort sagt: Vi har adgang til flere af vores ressourcer.

En svingende størrelse

Tolerancevinduet ændrer sig som sagt hele tiden. Livet omkring os påvirker vores kapacitet, både med små og store påvirkninger.

Hvordan vi sover. Hvor meget stress, der er i hverdagen. Hvor meget tid og opmærksomhed, vi har mulighed for at bruge på at restituere og regulere. Vi reagerer på sygdom, konflikter, sorg, bekymringer, hormonelle svingninger og alt muligt andet. Små og store livsforandringer.

Vores kapacitet kan simpelthen fluktuere ganske betragteligt.

En enkelt dårlig nats søvn eller et skænderi kan påvirke vores overskud. Vores dagsform kan hurtigt skifte afhængigt af indre og ydre omstændigheder.

Når belastningen bliver for stor eller varer for længe, bliver det overordnede tolerancevindue mindre. Vores såkaldte 'bundlinje' ændrer sig, så hvor vi måske før kunne klare relativt meget modvind før vi væltede, så skal der nu mindre til, før nervesystemet reagerer. Mit fokus er altså på konsekvenserne af et snævert eller ufleksibelt vindue - og hvordan jeg øver mig i at registrere når mit vindue enten åbner eller lukker.

Når vi bliver pressede

Jeg mærker selv, hvor sensitiv jeg kan være, når mit tolerancevindue svinder ind. Jeg bliver vagtsom, ængstelig eller irritabel. Jeg taler hurtigere og afbryder mere. Mine tanker kører i ring. Min vejrtrækning bliver mere overfladisk, mine bevægelser mere låste. Som om jeg stivner. Jeg bliver årvågen og aflæser langt mere mine omgivelser. Jeg får helt klart et større behov for at kontrollere mig selv (og andre?).

Min afvisnings-sensitivitet bliver aktiveret og kritik (eller opfattet kritik) og afvisning kan gøre nærmest fysisk ondt og virke meget voldsomt og hjerteskærende.

Omvendt registrerer jeg også, at når mit tolerancevindue er stort og stabilt, bliver jeg mere forstående. Jeg har større tålmodighed og kan nemmere gå til "den højeste tanke" - altså den mest rummelige fortolkning. Jeg bliver mindre ramt og kan langt nemmere regulere mig selv.

For mig føles det stærke tolerancevindue som at være i ligevægt. Jeg er på alle planer mindre klodset og kan bedre forudsige mine omgivelser. Mit perifere syn åbner sig, og jeg kan bedre se livet flerdimensionelt.

I modsætning hertil får jeg tunnelsyn, når jeg rammer kanten af mit tolerancevindue - eller overskrider det. Jeg har svært ved at høre og se hvad der sker tæt på og langt fra og min hjerne går hurtigt til negative forudindtagelser.

Jeg ser simpelthen ofte spøgelser, hvor jeg nemt misfortolker andres tonefald, ansigtsudtryk og intentioner.

Forskellen på nærvær (når jeg er i mit tolerancevindue) og aktiveret (når jeg er skredet udenfor) er enorm. Og jeg kan bære på historier fra pressede perioder som små sår, skrammer og ar i årevis.

Mon du kan nikke genkendende til det?

I næste indlæg vil jeg fortælle lidt mere om, hvordan jeg registrerer, når jeg "nærmer mig kanten" - eller falder helt ud over - og prøve at dele, hvad vi konkret kan gøre for at styrke fleksibiliteten i nervesystemet og gradvist udvide vores kapacitet.

Det er noget af det, jeg er optaget af lige nu.