Det er en VILD tid. Overvældende. Overstimulerende. Intens. Lidt for voldsom til tider.

Jeg hænger på. Hænger i. Nogle gange med det yderste af neglene. Hår i øjnene. Krampe i lægmusklerne.

Jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skulle komme igennem denne våde og splattede næste tid, hvis jeg ikke mange dage kunne se frem til at skulle mødes i de sammenhænge, der gør mig tryg og nærværende:

Korene!

Faktisk har jeg disse dage gang i intet mindre end fem forskellige kor, og denne uge fyrer jeg op under alle kedlerne. Der er flere ting, I kan være med til, hvis I har lyst:

I aften ODEONs rytmiske kor (kl. 19) med Dolly tribute tema - og derudover synger jeg selv i eftermiddag med OUH-koret (er du ansat, så tjek det ud), Trivselskoret (sæsonen er godt i gang, men skriv hvis du vil på listen til næste sæson) og fine fine USTYRLIG, der i går lavede sådan en dejlig optræden til Pårørenderådgivningens arrangement i Odense.

Og så er der det helt store og aktuelle projekt, hvor I kan synge med - og det er måske det, der giver mig allermest kriller i maven:

Vikinge-kor-Bavnebål starter på onsdag

Vi øver tre gange i Odense og optræder så med band på. Fantastiske Anders Hvidberg-Hansen på percussion - kan I lige se ham gå ud forrest på scenen med djempen og slå med thors hammer? Og så funky Rune Reffstrup på bas, der bare ligger LIGE der hvor han skal som en anden Odin.

Koncerten bliver på det hippe spillested Traaden i Middelfart den 7. november om aftenen, hvor USTYRLIG laver opvarmningskoncert, inden Bavnebålet brænder igennem, true viking-style.

Jeg har haft flyvende travlt med at sætte det hele op, så musik-arrangementerne pusler stadig i baghovedet og er først for alvor ved at lande nu, som jeg gør klar til første øvning på onsdag.

Tilmeldinger til koret er stadig åbne, og der er flere pladser til at blive del af et kraftfuldt univers, hvor vi forbinder os til vores helt særlige kultur, virkelig gode og solide numre, korets power og energi - og får øjenkontakt i en tid, der trænger til samling, fællesskab og nærhed.

Var du med sidst?

Jeg har ikke fået armene ned siden vores optræden på Odense Havn foran kongeparret. Det var så stor en oplevelse at lave kæmpekor sammen med mange af jer, og vi var bare helt enige om alle sammen at DET skal vi gøre igen.

Der er færre pladser denne gang, og det bliver mere intenst. Men der er stadig plads til dig, hvis du har lyst til at hoppe på.

Måske overvejer du stadig, om vikinge-projektet med Bavnebål er noget for dig? Er du bekymret for ...

  • For meget nyt? Vi genbruger en del af sommerens sange, som du allerede kender, så vi hurtigt får et repertoire op at køre. Og du får øvefiler til din egen stemme.
  • For meget genbrug? Vi får ca. 1/3 nye numre på, som ligger i den energifyldte, rockede viking-afdeling med masser af kraft og rytme.
  • Vikingeudklædning? Nej. Projektet er ikke en rollespils-ting, mere en energi- og oplevelseskoncert, hvor musikken og korets power bliver det bærende.
  • Øveplan i et travlt efterår? Tre øvere og en koncert. Det forventes ikke, at du kan deltage i al øvning, så længe du selv følger op på sangene hjemmefra, og vi optager video fra øvning.
  • Komme til Middelfart? Tråden ligger nemt at komme til og fra med toget, og der er gode parkeringsmuligheder, hvis I kører sammen i biler.

Var du ikke med sidst?

Så er der stadig en plads. Du behøver ikke kunne noder, og du får øvefiler til din egen stemme, så du kan øve derhjemme i dit eget tempo.

Stort kor på scenen - men ikke større, end at vi kan mærke hinanden. Fantastisk band i ryggen. Varme øjne og bankende hjerter.

Praktisk

Øveaftener: onsdag 23/9, 7/10 og 28/10 kl. 18.30-20.30 på UCL, Seebladsgade, Odense
Koncert: lørdag 7/11 på Tråden i Middelfart
Pris: 495 kr inkl. moms for hele korforløbet

Kender du nogen, der trænger? Send dem herhen.

kram fra Vølven med ild i stemmen og kriller i mavsen.
BUM... BUM... ROOOOOOO

Bavnebål-koret på scenen med teksten Vikingekor-koncert lørdag 7. november på Tråden