Tolerancevinduet – del 2

I sidste indlæg skrev jeg om tolerancevinduet og om, hvordan jeg selv øver mig i at mærke, når mit vindue bliver mindre eller større. Jeg er nemlig optaget af at forstå, hvordan vi bliver bedre til løbende at registrere vores egen kapacitet.

I dag skal vi kigge lidt mere på hvordan vi kan opdage det i tide - og selvfølgelig: hvad vi har af indflydelse og kan gøre ved det. 

Vidste du godt, at vi nemmere ser og mærker andre end os selv? Faktisk viser forskningen, at vi ofte har opdaget, hvordan vores f.eks. partner har det, længe før de selv kan mærke det. 

Vores 'ydre scanner' er altså mere effektiv end vores 'indre scanner', hvilket er rigtig smart for vores deltagelse som flokdyr og i samregulering med andre. Især hvis vi har tryghed og tillid med vores nærmeste, så kan vi sige: tror du ikke, du trænger til en pause? Er der noget galt, er du ok? Hey - skal vi ikke gå en tur, jeg tror vi trænger til lidt luft og energi? 

“Too little… too late”

Men registreringen af vores egen kapacitet opdager mange af os først, når vi ER kørt ud over kanten. Vi har simpelthen ikke lært - eller øvet os nok på - at mærke vores tolerancevindue, og det koster desværre mange flere kræfter at reparere og finde tilbage på landkortet, end det gør at justere og navigere, inden vi er kørt helt ud i skoven. 

Jeg genkender i hvert fald hos mig selv perioder, hvor jeg åbenbart har overhørt kroppens signaler og pludselig finder mig selv i et udmattet kollaps, et pludseligt sammenbrud af stærke følelser - eller uforklarlige smerter, influenza eller fysisk ubehag. 

Behøver jeg sige ferie-sygdom, nej vel - det kender mange af jer helt sikkert! 

I andre perioder kan jeg undre mig over afbrudt søvn, forstyrrende mareridt eller svært ved at falde i søvn igen, hvis jeg vågner om natten - og det kan tage dage- eller ugevis før jeg kobler det til de beslutninger, jeg har taget i løbet af dagen.  

Registrering før regulering

Derfor er noget af det vigtigste, jeg øver mig på for tiden, faktisk ikke regulering. Det er kunsten at registrere. Jeg leder efter mønstre, før jeg leder efter løsninger!

“Hov, nu er der noget der ændrer sig” 

Jeg hører mig selv tale lidt hurtigere. Eller holde flere pauser. 

“Hov, hvorfor slår mit hjerte pludselig i tindingen?”

Jeg mærker mig selv holde vejret eller trække vejret mere gispende. 

“Hov, min hørelse ændrede sig, jeg kan pludselig ikke høre hvad den anden siger, men der er en voldsom rumlende lyd i undergrunden, som fylder”

Jeg bliver ivrig, utålmodig og mister jordforbindelse.

“Hov, var det egentlig min tur til at sige noget igen, eller afbrød jeg bare?” 

 Eller jeg hører mig selv gå i forsvar - eller “forklar-mig-røv”, som man vist nogle gange med glimt i øjet kalder det, når det hele “også bare er fordi…”

Jeg får lyst til at løse problemer, der ikke nødvendigvis skal eller kan løses. Og jeg får mindre adgang til nysgerrighed.

Det er bare mig - hvad registrerer du, når dit tolerancevindue svinder ind?

Hvad er dine mønstre - og hvordan mærker du dem?

I terapien i Holland blev det f.eks. mere tydeligt for mig, at når jeg bliver aktiveret på en af mine indre sider man kunne kalde “den pæne pige”, så vil jeg utroligt gerne reparere meget hurtigt… og dermed undgå at sætte tempoet ned og virkelig mærke hvad jeg føler. 

Et fleksibelt nervesystem er mindre bange for at MÆRKE og VÆRE. Et smalt tolerancevindue kan ofte blive meget løsnings- og handlingsorienteret, så ting kan blive fixet (og gå væk).

Første skridt mod et større tolerancevindue 

“Hvordan er rigets tilstand lige nu?” - ville typisk være et spørgsmål, jeg kunne finde på at stille mig selv, når jeg øver mig på at registrere, om jeg er inde i eller udenfor mit tolerancevindue. Jeg stopper simpelthen op et øjeblik og tjekker ind. 

Jeg hører også mig selv som terapeut og sanglærer stille spørgsmålet: “Hvad sker der i din krop lige nu?” til klienter eller elever. 

Med andre ord - første skridt til at både forstå og påvirke vores tolerancevindue er at afkode den nuværende tilstand og derefter prøve at sammenholde dette med mine beslutninger de sidste timer eller dage. 

Hvordan har jeg sovet? Hvad har jeg spist og har jeg drukket nok væske?

Har jeg været alene nok - eller været forbundet tilstrækkeligt med andre mennesker?

Har jeg haft pauser og langsom tid - og har jeg fået bevægelse og aktivitet nok?

Frisk luft? Dybe grin? og hvornår hulkede jeg sidst? 

Jeg oplever faktisk igen og igen, at jeg overvurderer min egen kapacitet - eller at jeg mister kontakten til mig selv og ryger udenfor mit vindue. 

Især når jeg har travlt.

Næste skridt: “Dét taget i betragtning…“

Når jeg genkender mønstrene og er i kontakt med mig selv, bliver det faktisk nemmere lige at tilgive eller acceptere at nervesystemet måske er blevet lidt tyndslidt. 

Jeg kan f.eks. sige til mig selv:

“Når jeg tager i betragtning, at jeg har spillet 4 store koncerter den sidste uge, så giver det faktisk rigtig god mening at jeg er udmattet”.

“Når jeg tager i betragtning, at der virkelig har været modvind på nogle fronter, så giver det meget god mening, at jeg føler mig ængstelig og på overarbejde (mit tolerancevindue er virkelig smalt).

Åh hvor er det hjælpsomt for mig - for en ting er jo at være presset og kravle rundt under gulvbrædderne. Men hvis jeg også skammer mig ovenikøbet, så bliver det bare dobbelt træls. 

Herefter får jeg handlemuligheder!

Hvad hjælper mig med at regulere?

Der er mange små og store svar på det spørgsmål - og som nogle af jer måske ved, er det præcis det, jeg har skrevet bogen: “Må jeg låne dit nervesystem” om - hvor der ud over en masse viden, forskning og forståelse også er 25 konkrete måder at stimulere og styrke fleksibiliteten i nervesystemet på. 

Her har jeg sådan lyst til at starte med at sige at vinderen for mig (og også støttet af forskning) er forbindelse. At jeg tør, kan og vil skabe forbindelse til mig selv og andre. Den menneskelige forbindelse, som så ofte bliver nedprioriteret, når vi skammer os, er pressede eller lukket ned. 

Jeg fortalte i mit sidste blogindlæg (Tolerancevinduet del 1) lidt om de vidunderlige sessioner, jeg havde med Heleen Groten i intensiv terapi i Holland. Fordi hun “sad med mig”, når jeg bevægede mig rundt i kanterne af mit eget nervesystem, fordi hun skabte en tryg forbindelse med mig og dét, man kalder en terapeutisk alliance, lykkedes det mig at navigere frem og tilbage uden at miste mig selv. Der var tider, hvor mit tolerancevindue var stærkt og fleksibelt, og andre, hvor jeg kollapsede og mærkede tidligere oplevelser voldsomt og virkelig blev aktiveret. 

Samreguleringen hjalp gevaldigt. Jeg fik mulighed for at undersøge mit nervesystem i et trygt miljø - og det gav mig bedre værktøjer til at øge min kapacitet til at være i det. Traumer, ar og sår forsvinder ikke - men det bliver meget nemmere at sidde med dem. 

Fleksibilitet er vigtigere end styrke

Mange mennesker ønsker sig et stærkere eller mere resilient nervesystem. Det forstår jeg virkelig godt, for hvor kan det være hårdt at føle sig udbrændt eller tyndslidt over længere tid og frustrerende når ens tolerancevindue er virkelig småt og presset. 

Vigtigt at understrege her er, at vi ofte har mere gavn af fleksibilitet og flow i nervesystemet end nødvendigvis styrke og kraft. Hvis vi har adgang til at træde “tilbage på spillepladen”, når vi er ved at ryge i grøften, er det faktisk væsentligere end hvor stor boldbanen er. 

Hvis det giver mening? 

Jeg tror som sådan at ‘livet, det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær’ - for at citere Jens Rosendal - og livet ER krævende. Vi bliver ramte og slået til tælling igen og igen. Spørgsmålet er vel ikke hvornår eller hvordan vi bliver ramt - men mere hvordan vi bevæger os med det. Om vi kan finde forbindelse og kontakt igen - og hvor hurtigt. 

Jeg er optaget af Tolerancevinduet, fordi…

det flytter fokus fra spørgsmålet: "Hvad er der galt med mig?"

til spørgsmålet: "Hvor meget bærer mit nervesystem på lige nu?" 

og “dét taget i betragtning, så giver det jo meget god mening, at jeg reagerer”.