Efterlyser børn!!

Så er de sidste måneders heftige rejseaktivitet ved at lægge sig for mit vedkommende, og jeg er nu gået i det totale fordybelsesmode her lige midt på Fyn. Alle tråde skal samles, alle bolde skal spilles (og gribes) og ethvert komma og enhver ottendedel skal placeres rigtigt. Sjældent har Fr. Wind holdt tungen så lige i munden!

Med forventeligt mere end i alt 600 medvirkende til de to debut- og præsentationskoncerter for PopSalmerne i weekenden d. 1-2. november, er der nemlig ufatteligt meget lavpraktisk at jonglere med. Det er supersjovt og komplet nervepirrende, og hvis jeg synes Kilimanjaro var en udfordring sidste år, er det ingenting imod det bjerg, jeg nu er ved at bestige. Jeg elsker det og lever for det og af det. Den største bucket-list afkrydsning nogensinde er i fuld gang.

Livet skal leves og bruges og det BLIVER DET! Og bagefter skal jeg sove…

Femte klasse syngerLige nu er fokus på at samle børn til Fynskoncerten. Der laver jeg nemlig et projekt-børnekor (ca. 4-16 år), som jeg vil øve (gratis) med i oktober måned, og som så skal optræde med ca. 2 numre til koncerten d. 1. november + selvfølgelig deltage på fælles- og finalenumre. Der bliver masser af god energi og gang i den…

I fredags var jeg vikar på Rudolf Steinerskolen i Odense, hvor jeg havde femte klasse hele formiddagen. Ud over besøg af min fantastiske politi-veninde Kathrine (der skulle I altså se begejstrede børn!), lavede jeg også en korsession med klassen, hvor vi både sang gospel og PopSalmer. Resultatet kan I se her ved at klikke på billedet og se en lille video af klassen, jeg klippede sammen bagefter. Videoen er samtidig en reklame for PopSalmeBørnekoret – så hvis I kender nogen, der har sangglade børn, er de meget velkomne til at læse mere på billedet herunder og på PopSalme-hjemmesiden. Der står det meste om øvning, indhold og tilmelding. Et af de spørgsmål jeg får lige nu er om der kan blive øvning andre steder end i Ryslinge – og jeg arbejder derfor på at sætte 1-2 øvere op på Steinerskolen i Odense for at gøre det nemmere for børn der at kunne være med. Skriv til os, hvis I gerne vil have den mulighed, så gør vi, hvad vi kan.

TAK fordi I deler, printer og hænger op, fortæller om og videresender!

sangglade børn søges til projektkor

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.