Medvind (en skimmelsvamp-allergikers rejse, 8)

Det gør ikke noget, det blæser – bare man har medvind! Er det ikke sådan, det er? Lige nu er der kommet dejligt flow i en masse af de ting, der har været stagneret. Jeg har truffet kloge, bevidste valg, og det giver pote.

Der er endelig en god closure på det gamle hus. Jeg har haft god og værdig dialog med udlejere, og vi har fundet en fornuftig måde at afvikle på. Alle er gået lidt på kompromis, og det er til at leve med. Blandt andet hjælper de med at smide alle de møbler ud, jeg ikke har solgt, foræret væk osv, så jeg slipper for at skulle gå rundt i skimmel-toksinerne og rydde mere op. Jeg har foræret for mange mange tusind kroners tøj, sko og ting til efterskolen og højskolen. De hoppede af begejstring over vintage-kjoler og høje hæle, og har lovet at spille en masse lækker skuespil i det hele. Jeg glæder mig over, at det gør nytte. I næste uge afleverer jeg nøglerne og siger tak for denne gang. Det bliver sådan en lettelse, og jeg forudser en stor fest lige om lidt!

Og allerbedst: Skønne mennesker har taget mit flygel som plejebarn. Det flytter i stort hus, hvor der bliver spillet på det, og dets sjæl stadig kan leve videre. Jeg kommer formentlig aldrig til at kunne tåle det igen – men skulle der komme en mulighed, kan jeg få det tilbage igen. Det var den ubetinget mest fantastiske løsning, og jeg er så taknemmelig.

Det har hjulpet et stykke af vejen, at være så striks i kosten. Mere end tre uger på 95% frugt og grøntsager. Ingen mælkeprodukter, ingen sukker, ingen gluten, intet kød, ingen æg. Der har været enkelte dage med lidt fisk eller ting, der var færdiglavede eller med ukendte ingredienser – men ellers har det været hjemme-juicet, økologisk, smoothies og ovnbagte grøntsager.

Når jeg siger “et stykke af vejen” er det fordi, jeg har lært en STOR lektie i hele denne proces. Hvis noget ikke virker, eller ikke giver resultater skal jeg rykke hurtigere på andre ændringer. Der er intet i vejen med den kost, jeg spiser. Det har gjort mig godt, jeg er stærkere og sundere – men det føles ikke som om giften i kroppen slipper.

Som sagt træffer jeg kloge valg, og lader mig ikke vente på at kroppen reagerer. Så flere aktier er solgt, og jeg har investeret i nogle ting, er nu skal støtte udrensningen yderligere. Efter grundig research også på ‘skimmel-svamp-udrensnings-protokoller’, har jeg valgt nogle produkter, der forhåbentlig giver tydeligere resultater.

  • En vand-renser, der filtrerer mit postevand for tungmetaller mv og gør vandet mere basisk. Det smager fantastisk, og selv kattene vælger det ubetinget, når vi sætter almindeligt vand og renset vand foran dem.
  • En super mini-trampolin, så jeg får gang i lymfesystemet og renser kroppen ud den gang.
  • Et infrarødt sauna-tæppe. Den billigste og mest opbevaringsdygtige måde at have en infrarød sauna på. Jeg kan ligge pakket ind nogle gange hver uge og få de positive udrensningsvirkninger af infrarød varme, som skulle være det mest udrensende.
  • En salt-lampe til både mit og Rumles soveområde, der udover at levere et skønt, blødt rødt lys, der stimulerer melatonin-produktion (bedre søvn), også (når saltet varmes op) binder luftens allergener (støv, pollen, forurening og endda bakterier vira) og endelig udskiller negative ladede ioner  (som jeg har forstået det) binder positive ioner i luften og derfor alt i alt giver bedre indeklima.

Så må vi se om de fire tiltag kan fremskynde udrensning af toksiner i kroppen.

Det hjælper forøvrigt også på humøret, at der bare er medvind på arbejdsfronten lige nu. Gode muligheder opstår, spændende koncerter venter og folk er glade og forventningsfulde både for at deltage eller være publikummer. Det er lykken for en musiker!

De allersidste krampetrækninger ordnes lige nu på layout og korrektur på PopSalmer Vol 2. Bogen skal i trykken LIGE om lidt, og det har givet overskud til at skrue lidt ekstra på alle møtrikker til releasekoncerten d. 5. november. Pludselig oplevede jeg en indre lyst – ja nærmest en ustoppelig drivkraft til igen at samle et børnekor og putte flødeskum på en ellers allerede fin og intim koncert. Bare på den første dag, hvor jeg sendte information ud, meldte der sig 20 børn. Det bliver SUPER! (Tjek mit nyhedsbrev HER, hvis du vil have alle datoer for koncerter og events frem til nytår)

Lige om lidt bliver der også sat billetter til salg til en KÆMPE SoulSingers oplevelse i 2017. Vi har nemlig lavet et samarbejde med det nye koncerthus ODEON i Odense (I hørte det først her på bloggen…) OG skal lave en stor gospelkoncert i huset (med plads til 1700 mand!!!) med koret og solist Laura Kjærgaard lørdag d. 13. maj kl. 19.30. Vi går ALL-IN på de bedste gospelnumre, den højeste stemning og kraftfuldhed, det fedeste band, det smukkeste lys, de inderligste gåsehudsfremkalende momenter. Lige nu arbejder vi målrettet på at få koncerten optaget og udgivet på CD. Når vi nu er i gang… Det bliver EPISK! Sæt kryds nu, så smider jeg lige et link, når billetter er til salg.

Det er virkelig optur for mig, at jeg ikke bare arrangerer de her ting, fordi det er mit arbejde og nogen forventer det af mig – men fordi jeg oprigtigt har lyst og overskud igen.

Og nåeh ja… om 5 timer går flyveren til Barcelona med 40 spændte Pop’n Soul-sangere, på kor-festival med blandt andet koncerter i Sagrada de Familia. Det bliver man heller ikke i dårligt humør over, vel…

2 Responses

  1. Hanne Jacobsen
    | Svar

    Herligt at læse. Glæder mig til at se og høre mere både sang og musik…men også gode ting for dig.

  2. Anja Sørensen
    | Svar

    Dejligt at læse kære Janne. God tur til Barcelona

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.