Politisk ukorrekt... - jannewind.dk

Jeg blander mig utroligt sjældent i for meget brandfarligt eller politisk. Der er jeg nok lidt en kujon, og bange for at træde nogen over tæerne, og vi skal jo allesammen være her og “kan vi nu ikke enes”… MEN. Jeg har lyst til at give et lille ydmygt (og egentligt sorgfuldt) besyv med i denne meget vigtige og relevante debat omkring vores ‘hvad vi må og ikke må’ i dag.

De sidste par dage kører der nemlig flere sager i medierne om lærere og deres opførsel. Senest i dag en virkelig god artikel i Fyens om en frustreret lærer, der siger fra og giver op.

LÆS ARTIKLEN: “Kendt Fåborg-lærer går i vrede” HER:

Klaus siger i artiklen: “Jeg tør ganske enkelt ikke længere sætte mig igennem over for selv de mindste elever. Udsigten til underretninger, tjenstlige samtaler og sproglig supervision omkring irettesættelse af eleverne, tager helt og holdent mine sanktionsmuligheder fra mig. Vi er nået dertil, hvor man ikke kan tillade sig at sige noget til børnene uden at få en sag på halsen”.

I de seneste uger, har jeg arbejdet intenst for at få mange hundrede børn til at ‘give noget af sig selv’ i forskellige sammenhænge. Jeg er kendt for at kunne flytte energi og løfte niveau på korsang og performance – jeg er erfaren og dygtig til mit arbejde, men oplever igen og igen at jeg kommer til kort i forhold til ‘samarbejdsvilje – eller måske -evne’ fra medvirkende. Faktisk har jeg efterhånden kun ‘indre succesoplevelser’ i sammenhænge hvor korsangere selv vælger mig til – og ikke engang der, er der længere garanti for at der opstår flow. I de mange situationer, hvor jeg hyres ind til at synge med en skole, en årgang osv, hvor eleverne ikke selv har valgt projektet til, er det som oftest virkelig op af bakke.

Eksempel: I 6-7 timer de sidste 14 dage har jeg efter absolut bedste evne med positiv pædagogik, opmuntring, humor, gulerod og rummelighed undervist en 10. klasses årgang i kor, for at få dem til at give noget af sig selv til en forestilling. Et stykke af vejen kommer de sådan set lidt ud af skallen og på banen – for så igen og igen at finde på ‘grunde til modstand’ og trække sig helt tilbage. Dem, der gerne vil, drukner konstant i dem, der ‘hænger i gardinerne’, som Klaus kalder det i artiklen. Drømmen hos ledelsen, der hyrer mig, er veldefineret (og jeg er bestilt til): At skabe en fællesskabsoplevelse hos dette hold og samle deres energi. Men hver gang der kommer flow i fællesskabet, er der nogen, der ‘stikker en kæp i hjulet’. Kører deres egen agenda. Hvis jeg f.eks. rammer forkert på klaveret, står der 5 drenge og peger og griner hånligt, når det lige er begyndt at lyde godt er der 5 andre, der med vilje synge falsk eller råber, for at have noget at grine af sammen. I deres hjørne. Ikke for at fremme fællesskabet – men for at have det sjovt selv. I slutspurten op til første forestilling finder jeg en smule mere kant frem, og forsøger (en blanding af magtesløs og frustreret) at appellere til… tja måske deres samvittighed? Kampgejst? Så jeg påpeger, at når der står 30 drenge og sover og ser ganske energiforladte ud på scenen – eller ligefrem står og snakker og har gang i deres eget, så er det pinligt at se på. Bagefter bliver jeg trukket til side af et par drenge, der bare lige vil gøre mig opmærksom på at når jeg siger at “de sover”, så bliver de meget demotiverede. Tidligere på dagen, har jeg råbt “kom så drenge” og har i klare vendinger fået at vide af et par andre elever, at man ikke må kalde dem drenge.

“Vi er nået dertil, hvor vi ikke kan tillade os at sige noget til børnene uden at få en sag på halsen”.

Ja, den sætning i artiklen om Klaus ramte mig altså lige i mellemgulvet – for det er præcis, hvad jeg oplever. Og det er altså ikke kun fra børn. Der er en tendens hele vejen rundt i samfundet, hvor vi ikke længere tænker ‘den højeste tanke’ om andre. Hvor det er nemmere at blive sur, stødt, fornærmet eller forurettet – OG give højlydt udtryk for det, end at mødes i et kærligt forstående rum, hvor vi går mod midten i stedet for at gå til hjørne. Det er nemt at gå til hjørne, for man kan simpelthen stort set ikke sige noget i dag uden at komme til at blive politisk ukorrekt og træde nogen over tæerne. Det viser om noget også den store “me too” bevægelse, der er i gang på mange niveauer. Vi er vrede og forsmåede, og vi er ikke bange for at vise det. Misforstå mig på ingen måde. Min retfærdighedssans er stor. Jeg er stor tilhænger af, at vi skal behandle hinanden respektfuldt og kærligt, at vi alle skal være lige og værdige. Jeg er i alle aspekter en stor tilhænger af, at man vælger sin egen seksualitet, sin egen religion, sine egne overbevisninger. Jeg har intet ønske i at nogen skal nedgøre andre eller begå overgreb på nogen planer. Og mindst af alt ønsker jeg at begå overgreb på andre. Men hvor går grænserne for hvordan det system også kan misbruges eller overdrives den modsatte vej?

I det nyeste afsnit af Modern Family (s10E08) er temaet – som altid fortalt med humor og kant nøjagtigt ‘min situation’:

Cameron (som selv er bøsse) træner high-school fodboldhold. De har en stor kamp og hans peptalk lyder sådan her “Ok. This is the biggest day of your life, and you’re looking like a bunch of little girls out there. What’s wrong Ben, did you forget your barbies?”. Drengene afbryder ham: “Coach, we have been talking. The language you have been using lately feels hurtful and sexist and a little genderreductive. We would just like you to consider a more empowering style”. Cameron vakler lidt: “You know what – this is football. Whats wrong with you, are you trainingbras too tight?” Hvorefter han bliver kaldt på rektors kontor og får en reprimande.

Episoden udvikler sig i det groteske (det ER jo ‘Modern Family’). På Rektors kontor bliver der sagt følgende: “Coach! Students are a protected class, and it is not OK for you – an elite white man of priviledge – to bully them”. “Jamen” svarer Cameron, “jeg tjener en lærerløn og jeg er bøsse”… Lidt senere siger Rektor: “Beklager – du må finde en blidere måde at motivere dine spillere på” – hvortil en frustreret Cameron siger “I don’t know any other way to coach”.

Cameron bliver nu beordret af rektor til at modtage undervisning i “how to communicate in the 21st century” hvor den enkelte skal definere, hvordan denne ønsker at blive tiltalt. I USA i dag er det jo politisk ukorrekt at sige “han” og “hun”, da den enkelte skal kunne definere sit eget køn uden stereotyper. En række børn siger så på skift om de ønsker at være he/him, she/her, they/them osv. Det er vist det, vi i Danmark bruger ‘hen’ til…

Som det jo nok fremgår helt tydeligt her, identificerer jeg mig temmelig meget med Cameron. Jeg ønsker oprigtigt at motivere og løfte og støtte holdet på den bedst mulige måde – ‘but I don’t know any other way to coach’, og jeg kan simpelthen ikke længere navigere ordentligt i, hvad man ‘må og ikke må sige’ – når systemet den anden vej ikke ønsker at samarbejde.

For det er vel, hvad jeg oplever. Jeg skal som ‘coach’ og lærer overholde alle regler og udvise den helt perfekte politiske korrekthed og sige de helt rigtige ting samtidig med at jeg opnår de resultater, der forventes (af mig og andre). OG samtidig er der tydeligvis ingen krav whatsoever til deltagerne, der må stå og pege fingre og grine, hvis jeg spiller forkert, må hænge i gardinerne, hvis det er det, de lige har lyst til – eller kaste med bananskralder (true story!) bare fordi de kan… Det ‘vinder vi simpelthen ikke kampen på’ – eller i min situation: Vi får ikke forløst situationens potentiale og kommer i mål med en flot forestilling.

Det kan jeg ikke navigere i.

Det kan Cameron heller ikke i Modern Family. Der er en scene, hvor han står og råber til spillerne i den store finalekamp: “I see you, I hear you and I am listening. I would have preferred you stuck to the play we called, but I respect your independant spirit”…

I omklædningsrummet i halvejen siger han: “Men. This is the biggest moment of your life. And I don’t know how to fire you up. My initial plan was to come in, single out the underperformers and throw diapers at ’em. Now I realize that can be interpreted as insensitive – or perhaps antibaby”.

Ja, det er en amerikansk komedie-serie, men NEJ, det er ikke skruet overdrevet op. Det er faktisk præcis sådan, jeg oplever min egen vaklen i forhold til pædagogiske værktøjer lige nu.

Jeg ved ikke længere hvordan jeg kan (eller må) motivere dem, der ikke selv kommer motiveret. Og jeg kan ikke navigere i den måde spillereglerne er skiftet på, hvor jeg som autoriteten bliver irettesat for at komme til at kalde 15-16 årige personer for drenge (og ja, jeg har ikke engang overvejet, at nogle af dem kunne identificere sig som andre køn – og derfor blive endnu mere ramt).

Måske er jeg bare blevet gammel og out-dated. Ligesom de lærere, der var vant til at slå eleverne måske følte da ‘korporlig afstraffelse’ blev afskaffet i skolerne i 1967 – eller da revselsesretten blev vedtaget i 1920, så mænd ikke længere måtte slå deres koner hvis maden ikke var rettidigt på bordet. De må også have følt sig magtesløse og ikke vidst, hvordan de nu skulle navigere.

Der sker et tydeligt skifte i disse år – på mange områder er jeg grundlæggende og kærligt overbevist om, at det er til det bedre. Til en mere respektfuld verden… Men kærligheden og respekten skal gå begge veje, hvis det skal virke. Hvis individet igen og igen fastholder dets personlige rettigheder frem for fællesskabende mål, tror jeg på at vi mister en virkelig vigtig grundsten i vores eksistens: Evnen til at kunne overgive sig til samhørighed. Og tilbage står så ensomhed og angst!

Det er ikke uden grund, at et rekordhøjt antal skolelærere går ned med stress!
Der må være bedre veje! Jeg må tilbage til skrivebordet. Eller på pension.

Politisk ukorrekt…

Skriv en kommentarCancel reply