Det er et par flyvske uger og i skrivende stund bor jeg med den smukkeste udsigt til skov tæt på Stockholm. Jeg optrådte i går aftes og skal senere i dag lave en ‘Powerful Performance workshop’ for en gruppe ledere fra hele verden.
Velsignede formiddag. Med urtete og rolige yogaøvelser og solskin ind af vinduet og rørende underholdning på computeren (jeg ser **høøhøøøhm ‘Dancing with the Stars’-finale… og skiftevis smiler og fælder rørte tårer). Forberedelse til workshop og tid til at blogge og defragmentere den indre computer. Præcis hvad sådan en roadtrip kan, når den er allerbedst.
Fysikken er lidt op af bakke. Mig og min topproppede, tunge (man skulle tro, der var en ægte harley i…) værktøjskasse-fulde kuffert lavede et forkert vrid i går i min lænd op og ned af en togvogn, og det var så ikke nogen god idé at sidde på den flade tog-bagdel i 9 timer bagefter. Jeg går som en gammel dame og har så meget hold i lænden, at jeg faktisk ikke kunne komme ud af sengen til morgen. Men nu er jeg på benene, og så gælder det bare om at blive der. En lang travetur i skoven senere på formiddagen og en tur i hotellets sauna i eftermiddag efter workshoppen, så er jeg nok ok igen.
Min optræden i går aftes var en helt særlig oplevelse. Kursisterne her på stedet (som også er dem, jeg skal undervise i dag) er ledere fra en stor global organisation, og dette er sidste og afsluttende modul af deres ‘talent-udviklingsprogram’. De skal lave en kæmpe præsentation for virksomhedens topledelse i morgen, og mit fokus i dag bliver at klæde dem på, så de vokalt og performance-mæssigt kan toppræstere. I går var de i Stockholm og forberede til dette, og til deres middag var der planlagt en oplevelse som jeg ellers kun har hørt om findes i Berlin:
De spiste i komplet mørke!
Fra start til slut var rummet mørklagt, og de havde bind for øjnene. Mit job var at være en musikalsk overraskelse undervejs – hvor jeg sang for dem. I mørket. Jeg nåede at sidde udenfor og lytte på selskabet i en halv times tid, inden jeg gik på, og blev lidt urolig i maven. Der skete nemlig noget lidt uventet. Som om de smed hæmningerne på en anden måde, end når lyset er tændt. Måske var de trætte og sultne også – og de havde vist fået en stor opstartsdrink… Men hold nu fest, et lydniveau. Der gik ikke længe, så råbte de, sang drikkesange og ind i mellem lød det nærmest som om de kastede med mad og interiør. Jeg blev bekymret for, hvordan de ville reagere når jeg begyndte at synge. Men heldigvis gik det næsten glat. De fleste blev stille og overraskede. Et par stykker kunne tydeligvis ikke rumme det og lavede højlydte jokes på kryds og tværs i mørket. Andre kommenterede ‘min sang’: “hvem er det?”, “Er det dig, Kenneth?” (spredt latter og et par stykker, der tysser), men der faldt langsomt ro på flokken, og de nød tydeligvis, at der blev en smule mere zen-agtigt i rummet. Der var en smule lys i rummet, så jeg kunne rent faktisk se konturer af de spisende og kunne gå rundt om bordet, mens jeg sang. Apropos hæmninger, så var der en af kvinderne, der forsøgte at fange mig, mens jeg sang. Som i mørkefange – hvem GØR det?? Hun havde bind for øjnene og jeg ikke, så det lykkedes hende ikke – men come on…
Da jeg gik fra rummet, var det helt tydeligt, at de ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig. Den løsslupne ‘over the top’ stemning, jeg havde afbrudt, var svær at genfinde. Rygtet vil dog vide, at de fik genstartet festen i mørket. Det bliver spændende om der er ligeså meget gang i dem, når vi kan se hinanden…
Anja Sørensen
Spændende læsning