Et af de smukkeste begreber, jeg er stødt på i mit arbejde med nervesystemet er ‘stedfortrædende håb‘.
Vores evne til at ‘låne lidt af hinandens nervesystem’ og samregulere.
Der er tidspunkter for os alle, hvor vi mister modet – mangler tro og håb.
Et af de nyere bud på den fortælling er Andreas Odbjergs nyklassiker: “I morgen er der også en dag”,
der på utrolig fin og kærlig måde husker os på at vi kan låne hinanden vores nervesystem
“Du kan sove i tusind år, jeg er her, når du vågner” 🎶
Se, det er stedfortrædende håb.
“Jeg føler mig modløs”
“Det hele er håbløst”
“Jeg kan ikke finde mening med noget”
“Jeg er forvirret”
“Jeg er magtesløs”
💫
Kan du genkende den følelse?
Se, det er så menneskeligt, at vi ryger ‘op og ned’ i energi.
Faktisk er det noget af det mest naturlige i verden.
Vi er følende væsener, der reagerer
“Du føler dig svag, men lyset vender tilbage, i morgen er der også en dag” 🎶
(uhu-uhu-uhhhh… hvor mange af jer hørte det i hovedet lige nu 🤣)
Jeg tænker det som et ‘frekvens-niveau’, altså “hvor højt svinger vi?” – er vi lavfrekvente og tunge
– eller lette, lyse og kærlighedsfyldte?
Ligesom svingninger også i fysik og musik.
Det er tilstande, der kommer som ebbe og flod.
Biorytmer, der styres af alt fra hormoner til tilfældet til fuldmånen.
Livet, der folder sig ud.
Men det kan være smaddersvært at bryde sin egen energi.
Især, hvis den er tung og lavfrekvent – og det er smertefuldt at være i, hvis vi sidder fast.
Vi kan låne hinandens nervesystem!
Og her er den rigtig GODE nyhed!
Vi lærer som helt spæde – ja faktisk allerede i livmoderen, at samregulere med andre.
Det starter naturligvis med vores mor, som vi deler alt med indtil fødslen – også stress-hormoner!
Og i vores første leveår bliver vi så ned- og opreguleret af vores nærmeste omsorgspersoner. Oftest mor- og far, men det kan være hvem som helst, der stiller sig kærligt og nært til rådighed for os.
Vi lærer gennem øjenkontakt. Smilerynkerne rundt om øjnene. Spejlneuroner. Ansigter tæt til vores. Løftede mundvige. Lyden af stemmer, der regulerer op og bliver lette, lyse og intonerer opad (dikke-dikke) med “smil i lyden”.
Strygninger, ae, kærtegn. Blive holdt tæt, når vi er kede, bange eller utrygge. Blive vugget og rokket. Mærke kropsvarme og fysisk kontakt.
Det er blot nogle af de måder, vi som helt små lærer at regulere os selv på.
Og den gode nyhed er…
Det virker stadig for os som voksne. Faktisk har vi BRUG for at regulere med andre.
Vi kan “ringe til en ven”.
Tale med vores fortrolige (kolleger, familie, nærmeste)
Få et langt kram.
Eller række ud efter hjælp og støtte- f.eks. hos en terapeut!
💫
Det er især en rigtig god idé, hvis vi er ‘stuck’ og føler os håbløse (og uden håb), magtesløse (og uden kraft), modløse (og uden mod).
Svingninger påvirker hinanden – og med åbenhed og velvilje, kan vi faktisk hjælpe hinandens svingninger i gang igen. Ligesom moderen til det spæde barn, der bliver trøstet, reguleret og beroliget.
Den øjenkontakt, blide stemme, nære trygge kontakt, vi kan skabe mellem hinanden kan hjælpe hele systemet – også det svigtede eller forstyrrede system – med at ‘heale’.
Faktisk viser forskning i nervesystemet, at vi ved hjælp af f.eks. samarbejdet en terapeut kan gå tilbage reparere også nogle af de tilknytningsforstyrrelser og traumer, der er opstået tidligt og i løbet af vores liv, ved at være i det terapeutiske trygge rum med én, vi har tillid til.
Det er stedfortrædende håb.
Og det giver netop håb. Og mod. Og kraft.
Håb for, at ting kan repareres, og knuder kan løsnes, og utryghed og forvirring kan lette.
“Jeg har rødvin og smøger, du ta’r bare… sidst var det mig, og du var der!” 🎶
Skriv en kommentar