Hipster-tweens, USA-ture og alt for mange bunker…

postet i Blog 0

En virkelig langstrakt og vel-vredet dag lakker mod enden. Der vist ikke mange flere dråber at vride ud af den. Jeg har fra morgenstunden forsøgt at få (gen-)skabt et overblik over hængepartier, nytårskure, nodeskrivning, præmietrækning, hjemmesideopdateringer, pressemeddelelsesskrivning, skrivebordsbunker og meget andet. Det er ikke svundet synligt i to-do-listerne. Der ER bare for få timer i januar!

Jeg trak vindere af Bonuspræmien i OpenUp julekalenderen (en personlig huskoncert/ workshop) også i dag – og måtte knibe mig selv i armen OG blinke en ekstra gang, da det blev Sheri fra USA, der vandt. Altså godt nok havde jeg heldigvis skrevet “modtager betaler transport” – men alligevel… Så straks kørte ideerne i hovedet og nu vil jeg undersøge om jeg ikke kan tage til Vestkysten og lave workshops næste efterår… Hvor fedt kunne DET lige være!! Hun bor vist 9 timers kørsel nord for San Francisco, som jeg besøgte med Sound of Gospel tilbage i 2006. Det er en by, jeg også godt gad gen-besøge, og et besøg (mere) i Walther Hawkins kirken kunne være fantastisk. Måske det hele kan kombineres! Jeg kan ligeså godt tænke STORT i 2014, ik sandt… Og det ville være fantastisk at kunne lave noget sprit-ny research også til SoulSingers repertoire!

Rumle 10 år og tweenRumles briller knækkede som bekendt i to ulimelige stykker,så vi har været ved brillemager og fået målt hans øjne til nye briller, og har købt et par læsebriller til 30 kr i en Tiger-butik, så han kan overleve til han får de nye… Stakkels unge. Voldsom hovedpine! Han er oppe på +3,5 i styrke, så man forstår det godt… Han fik så også en moderne jogging-sparkedragt (ja hvad ved jeg om mode) og ligner nu den vildeste hipster-tween, som han sidder med sin Ipad i drømme-hjørnet og passer sin hovedpine.

Mens jeg skriver blog-indlæg og tænker over hvad jeg ellers ønsker mig af 2014. Altså ud over 26 timer i døgnet. Nåeh jo – jeg ønsker mig faktisk 1000 likes på Facebook. Det kunne være sejt! Intravenøs kaffe er også på tegnebrættet. Ikke (kun) for at score likes på FB, men jeg har besluttet at udvide julekalenderen til at vare hele året, forstået på den måde at der nu bliver en månedens præmie. Første måned er NEM – for begge mine kor starter op lige i starten af februar (SoulSingers & Pop ‘n Soul), så der ryger et valgfrit kontingent mere på spil.

Men hvad med de næste måneder? Hvad vil I vinde?
Please skriv en kommentar og ønsk jer præmier – så skal jeg se hvad vi kan levere…

Det tror jeg også lige jeg tænker over mens jeg sover. For nu ER vi trætte og sengene kalder. Højt. Højere end kaffe. Jeg tror også jeg vil drømme lidt om USA, faktisk! Så mig og hipster-tweenen må til køjs… (lige nu danser han til Pentatonix på stuegulvet, så jeg er nok nemmere at få lagt end ham)

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.