Indrømmet – det er et lidt pudsigt loop, det her – men for mig hænger det uløseligt sammen med de andre tre: Overtænkeren, perfektionisten, popcornhjernen!
Her holder jeg for alvor spejl op for mig selv – for jeg har om nogen været “under uddannelse” hele mit liv.
8 år på Københavns Universitet. 6 på Rytmisk Musikkonservatoriet. Foreløbig 15 år med kurser og uddannelser som åndedrætsterapeut. 6 år som studerende hos Bobby McFerrin og hans team indenfor improvisation og cirkelsang. Utallige kortere og længere workshops, kurser og uddannelser i selvudvikling, terapi, regression, hypnose, NLP, buddhisme, mysticisme, QiGong, undertone, lydhealing, korledelse, stemmetræning og sikkert en masse, jeg lige har glemt. Og bøger. I kilometervis.
Jeps. Evighedsstudenten. DET er mig.
Jeg kan altid lære mere. Altid blive dygtigere.
Der er altid et nyt kursus, jeg kan tilmelde mig, følge, studere.
Flere bøger, der skal læses.
Et spadestik dybere…
Nedenunder ligger vel den gode gamle selvværdsproblematik “ER jeg dygtig nok?”.
“Er mit nuværende niveau – min nuværende viden egentlig værdifuld?”
Som mange af jer ved, har jeg heldigvis selv fået hul igennem på at undervise andre.
Udgive materialer og lede forsamlinger på alle niveauer i såvel kor og stemme, performance og forskellige selvudviklende og spirituelle områder.
Men kommer jeg langt nok ud? Er jeg dygtig nok?
Udnytter du dine kompetencer?
Min usikkerhed på mine ressourcer og misforstået ydmyghed betyder nogle gange, at jeg ikke får sat mig selv i spil, som den ekspert, jeg absolut er på en række områder. Måske endda en af de dygtigste og mest erfarne?
Det bliver en kamp mellem storhedsvanvid (megalomani) og mindreværdskompleks.
Jeg vil hellere lære noget nyt, end selv stole på at mine nuværende kundskaber er MERE end nok.
Det afholder mig ofte fra “skrive den STORE bog” (der ligger allerede tusindvis af ideer og halve kapitler klar), “lancere den VILDE uddannelse” (I skulle bare vide, hvad der ligger i skrivebordsskuffen…!), “tage det største (og farlige) næste skridt”.
Kan du genkende det i dit liv?
Får du sat dig selv HELT i spil?
Det er nok at være få skridt foran
Jeg har engang hørt nogen sige, at den bedste lærer ikke skal kunne ALTING mere og bedre end sine elever.
Man skal bare lige hele tiden være et skridt foran. Bare 10% forspring er nok til, at man faktisk kan inspirere, løfte og støtte.
Der må gerne være ting, man ikke kan.
Det er ikke farligt at sige “det ved jeg ikke”, eller “det går jeg lige hjem og undersøger, tak for spørgsmålet”.
At stole på sig selv og sin viden kræver bare SÅ meget mod og styrke.
Imposter-syndrom
Hvor mange gange har jeg ikke tænkt, at jeg slet ikke skal “kloge-åge” mig i disse blog-indlæg, for det er enten bare ALT for cliché-agtigt, eller “hvem-tror-jeg-egentlig-jeg-er”…
Jeg er jo musiker og korleder – så hvorfor pludselig skulle udtale mig om alt muligt, der ikke hører til i min snævre uddannelsesramme.
Bevares – uendelige efteruddannelser burde kvalificere – men…
Jeg bliver i hvert fald ramt af “lad de rigtig kloge og dygtige tage sig af at uddanne andre” – så kan jeg tage på kursus hos dem.
Relationer!
Virkeligheden er vel ofte, at det sjældent er de dygtigste, der kommer længst. I hvert fald ikke automatisk.
Det er ikke gradens af ens uddannelse, der rent faktisk sikrer hverken de resultater, man opnår – eller de muligheder, der opstår.
Langt oftere er det “dem, man kender” (- jeps, nepotisme er en ting), der åbner dørene.
Er man (som jeg) ‘relationelt akavet’, introvert OG ‘socialt udfordret’, kan det være mega svært at forstå, at manglende resultater eller gennembrud ikke betyder, man ikke er dygtig, erfaren eller uddannet nok… det kan blot være fordi man ikke får netværket på den rigtige måde med de rigtige mennesker.
Og så rammer det selvværdet, og man tænker, man hellere må tage MERE undervisning selv.
Tak fordi du læste med
Hvis du resonerer med dette lærings-loop, ønsker jeg for os begge, at vi lander endnu stærkere i vores egne kompetencer og finder mod og overskud til at sætte os selv i spil præcis dér, hvor vi er.
Og som DEM, vi er!
Lige nu.
Og i det hele taget:
Må overtænkning, perfektionisme og popcornhjerne OGSÅ blive taget op til kærlig revision, og må vi føle os friere og mere i flow ind i vores arbejde og privatliv 🙏🏻
PS. Denne serie af overspringshandlings-postkort og blog-indlæg startede jo egentlig i mandags, fordi jeg ønsker at få gjort en masse reklame for den upkommende Æblefestival på Voldbygaard, og HELE tiden støder på de fire trælse loops. Men NU er det tid til at sætte skovlen i jorden og for alvor få fortalt jer om de dejlige musikalske muligheder, der er på Voldbygaard i uge 38 (og online fra 7. september). Så stay tuned, hvis du er nysgerrig 🙏🏻 Håber vi synges ved.
AD
Hvor er det vigtigt at sætte spot på dette emne. Ikke bare over for os selv, men også alle vores unge mennesker, og alle de krav samfundet, forældre og de sætter til sig selv før, at de er “gode nok”, præsterer nok osv.
En dag var jeg til en konference, hvor en professor “et eller andet” stod og gav et oplæg. Og hun var professor, havde arbejdet med emnet i mange år, OG SÅ VIDSTE HUN IKKE ALTING. Hvor var det bare menneskeligt. Og en befrielse, for hvis hun – som var professor – ikke vidste alting, så behøver jeg da heller ikke vide alting, når jeg står foran nogen, som jeg ex. skal undervise. Langt de fleste mennesker forventer slet ikke, at man ved alting, og det er OK at sige “det ved jeg ikke, men jeg vil gerne undersøge det”. Det var en fed oplevelse.
Måske blev det her indlæg lidt for langt – men tro mig popcornhjernen havde mange, mange flere ideer til det.