Flyvende!

REJSEDAGBOG DAG 1
En række ture gennem årene til USA – den første kun 4 måneder efter 9/11 – har givet mig en vis ærefrygt for ventetid omkring indrejse. Sidste sommer da Rumle og jeg fløj til Florida tog det f.eks. mere end 1½ time før vi overhovedet fik lov at komme ud af flyet (!) fordi der var så propfyldt i ankomsthallen til VISA. Det var derfor ikke uden let indre uro, da vi landede i Seattle lufthavn søndag aften (lokal tid) – og en forventning om 3-4 timer gennem køer, fingeraftryk og andre tjeks. Rejsedagen i sig selv var gået så glat. Ingen forsinkede tog, ingen punkterede biler eller kø – og glat og hyggeligt fra start til slut. Jeg fandt endda mit yndlings lava-salt på stop-over i Island, og der var ingen grædende babyer eller snorkende tykke mænd i nærheden på flyveren, hvor vi rent faktisk begge fik sovet lidt og fandt TVserier på skærmen, vi ikke havde set. Noget måtte gå galt – og indtjek kunne være stedet…

Det var det ikke. Tyve minutter efter flyet satte hjulene til jord stod vi med kufferter og stempel i pas og kiggede lettere forvirret på hinanden, på vej i en subway (der kom 10 sekunder efter) der kørte os til biludlejning, hvor vi stod først i køen OG blev opgraderet til en større bil.

Nå men vi råbte lidt af begejstring, da vi sad solidt placeret i bilen på vej til første airbnb og besluttede os for at ride med på bølgen af medvind. Den første nat havde vi valgt at være tæt på lufthavn (i det sydlige Seattle), og havde lejet os ind i en gammel RV (stationær camper – kald os bare trailer-trash!). Den var helt fin, og bortset fra at udlejeren har troet vi var kærester og havde redt op til os i fællessengen i stedet for i køjerne, var alt som det skulle være. OK – toiletter snakker vi ikke om. Overhovedet. Men DET fik ikke lov at tælle som modvind på nogen måde. Tværtimod. Vi var pludselig 3 timer tidligere fremme end beregnet lod rugbrødsmadpakkerne ligge og gik ud for at finde noget mad. Efter et par kilometers vandren omkring i et søndagslukket Burien fandt vi en fin pub (endda med Oktober Fest skilte!) hvor vi fik det lækreste kyllinge burrito/sandwich og fik tiden til at gå lidt. Helt trygge havde vi nu ikke følt os på gåturens mørke hjørner, så vi besluttede at bestille en taxa hjem. Lidt frem og tilbage og det havde de ikke nummer til og der ville gå noget tid – og før vi så os om havde servitricen grebet bilnøglerne og insisterede på at køre os hjem. Uden betaling. Øhm tak – sagde vi og nød den ekstra medvind.

Jetlag er svært at vende med 9 timers forskel, så meget søvn blev det ikke til, og vi var tidligt oppe. Rugbrødsmadder blev til kærkommen tidlig morgenmad, og vi besluttede os for at køre en omvej for at se solopgang i Seattle, selvom vi i løbet af dagen skulle den modsatte retning. Vi kørte jublende rundt i byen – så fin og smuk med masser af vand og havn og kæmpe bakker. Fandt dog ikke et sted at spise morgenmad, så vi vendte snuden og kørte ud af byen igen. Blot for at se den flotteste udsigt til bjerg og natur – nu badet i morgensol. Hele turen værd! Vi spiste morgenmad på en Denny’s. Så er det prøvet (Kathrine fik krydset ‘amerikanske pandekager til morgenmad’ af på bucketlisten!) og vi blev mætte og klar til en lang køretur. Målet for dag 1 var det Nordlige Portland, små 4 timer syd for Seattle.

Helt fantastiske køretur. Masser af træet (især gran). Floder, broer og et par tøse-stop-ind ved shopping centre (OMG elsker bare ULTA butikken). Første seriøse modvind var lige ved at opstå, og der var faktisk et par timers panik, da min Iphone (spritny – indkøbt TIL turen med kort, oplysninger, kamera og ALT klar) pludselig frøs helt fast og hverken ville tænde eller slukke. Eller nulstille… som både Kathrine og jeg forsøgte med dyb opstående panik. Der er bare 3 lange uger til en reperation i DK… og hvordan skulle jeg så tage instagrambilleder. Nej vel! Panikken sad dybt. Men igen var der medvind. Jeg stak hovedet i en infokiosk i en af pauserne for at spørge om der var en telefon-butik før Portland. Og sørme om ikke der 20 skridt om hjørnet lå netop en sådan. En stakkels travl ekspedient kæmpede med at få afviklet en kunde, mens flere og flere (vi var først i køen) fyldte butikken op. Han svedte og vi trippede om kap. Jeg ved ikke hvis lettelse var størst, hans eller min, da han på 5 sekunder havde været en rigtig mand og havde nulstillet/genstartet telefonen – der nu igen virkede upåklageligt. PYHA så stor ens afhængighed dog er af det skidt!

Resten af turen gik glat og vi landede ved andet airbnb et halvøde landsted med ‘rescue animals’. Skønt vejr. Varmt, høj blå himmel og de vildeste smukke efterårsfarver overalt. De sødeste værter, der på alle måder ville os det bedste – og alligevel en lidt halvfesen oplevelse. Altså med mindre man synes det er fedt at bo i et minizoo. Med tre store (hoppende og savlende) hunde (Kathrine var ved at gå amokka da en af dem hoppede op af vore leje-bil), 3 katte (hvoraf den ene var nyopereret med væskende dræn i kinden) OG en kæmpe Macaw papegøje med skorleose, der boede (spiste OG sked) på en pind i køkkenet, var der en lugt lidt som det gamle elefanthus i Kbh Zoo. Altså indendørs. Da vi blev vist rundt startede den ene hun med at hoppe og og lægge sig i vores seng og den operede kat forsøgte at gemme sig under sengen. Papegøjen kastede med peanuts og havde en fest.

Men pyt – de ville os (alle) det bedste, og efter en kano tur på åren og en vandretur i skoven spiste vi vores medkøbte mad og gik ud som to små julelys kl. 19.30 – kun vækket et par gange i løbet af aftenen af gjalpende hunde i stuen, der skulle kommentere verden omkring huset.

Nu er det tirsdag morgen tidligt i hytten. Alle sover – undtagen os. Som sagt er jetlag en grim kælling, så jeg har været spilvågen siden kl. 01.30. Pyt det vender og vi er stadig flyvende og nyder at holde ferie og suge til os. Staten Washington var fantastisk – og vi har store forventninger også til Oregon, som vi skal udforske i dag på vej med Sheri i Myrtle Creek!