I går morges fik jeg nøglerne til det nye hus.
Rumle og jeg havde brugt 3 timer onsdag aften på at rydde op i al vores værktøj og kasser med dimser og ledninger og søm og dutter og alt det, man samler gennem et helt liv, som man HELT sikkert måske kan bruge en dag. Dagen kom ikke og det hele røg i sorte sække og til storskrald. Vi samlede 2 værktøjskasser med skruetrækkere, hamre, ledningsholdere og de få andre værktøjer, der skal bo i den ny garage og bruges til at samle et nye IKEA-liv. Kasserne blev fyldt i bilen sammen med et par trådreoler, plastikbøljer og andre ting i metal og plastik, der kan vaskes af i svampedræbende Biowash og komme med videre. Rumle blev kørt i skole, og jeg gik i rengøringsmode. Det tog så ubeskriveligt og nedtrykkende lang tid at vaske bare de ting af, jeg havde med, og jeg var efter 3 intense timer både træt og sveddryppende, havde kun vasket et enkelt rum ned og fik dagens første nedtur over hvor lang tid, det her bare kommer til at tage.
Det er et fint lille hus, vi har lejet. Ikke noget at råbe hurra for – men situationen taget i betragtning er jeg dybt taknemmelig og prøver at råbe hurra alligevel. Det er lige lille nok (jeg skal sove i stuen, og der mangler et bryggers til f.eks. tørretumbler, som jeg får meget brug for i den kommende tid når jeg igen og igen skal vaske og tørre tøj uden at skabe fugt). Det er langt væk (45 minutter i bil hver vej til Rumles skole… 2 gange om dagen! av min benzinregning og 3 timer i bil om dagen er LIGE i kanten… plus arbejde). Det er ikke velegnet til katte, da vi ikke må sætte kattelem op. De skal altså lukkes manuelt ind og det kommer til at koste nattesøvn, det VED jeg allerede nu. Sådan er det! Men et fint hus – og allervigtigst: det virker skimmelfrit og tørt. Fingers crossed! og HURRA, trods alt.
En formildende omstændighed er dog at det tager 6 minutter fra hoveddør til strandsand, så jeg kølede ned og svedte af med 15 minutters dybe vejrtrækninger nedsunket i hav-vand med udsigt til storebæltsbroen. Det bliver en kæmpe hjælp til udrensning af alle toksinerne, der forgifter mig fysisk og psykisk!
Eftermiddagen gik med en dræber rundt i IKEA. Da jeg ikke kan fragte mere end højest nødvendigt i min bil, der jo også har sporer lige nu, skal jeg have bragt nye møbler ud. Det er fint nok og det gør IKEA rimelig biligt – men alt skal derfor helst købes i en runde og det er NU!. Nye senge, reoler, skriveborde og kontorstole, spisebord og stole, tæpper, sengetæpper, skabe, ekstra køkkenbord og en skænk til stuen. Totalt uoverskueligt at skulle vælge farver og striber, så det hele passer nogenlunde sammen, er til at betale og dækker vores behov.
Til jer, der spørger: NEJ min forsikring dækker ikke en krone, da det ikke er en akut vandskade. Så det er op af egen lomme det hele. Godt jeg havde lidt aktier stående, jeg kunne sælge, så det hele kan hænge sammen. Og IEW hvor er det frustrerende at betale tusindvis af kroner i 20+ år til indbo-forsikring for så at skulle forlade alt uden at få en KRONE. Men det er jeg ikke den eneste skimmelsvamp-allergiker, der har oplevet. Jeg er ikke alene.
Nåemen IKEA! Vi brugte mere end 2 timer på at vælge, ændre mening, sammensætte et nogenlunde overblik af ting og få bestilt og betalt hele baduljen. Det må siges at være dagens anden nedtur. Og stakkels Rumle, den lille mand, der blev slæbt rundt og skulle forholde sig til alt muligt. Han fik sit drømmeskrivebord til at game ved, det hjalp lidt og en milkshake at køre hjem på!
Saltvandet og dagens strabadser havde sat gang i udrensning – der skal ikke så meget til, og der venter en lang og drøj omgang, når giften skal ud af systemet igen. Så da vi endelig landede i campingvognen sidst på eftermiddagen havde jeg det mega-skidt. Let feber, ondt i hovedet og halsen og dødlignende træt. Heldigvis var pop-koret om aftenen bare mere end søde og kærlige og lod som om det ikke gjorde noget, at jeg var så smadret, forvirret og syg. Vi fik trods alt en fin aften ud af det, men det er nok den største nedtur, at jeg ikke kan passe mit arbejde ordentligt lige nu. Det jeg elsker og som tanker mig op. Der hvor jeg kan gøre en forskel. Jeg har det konstant på en skala fra lidt skidt til mega-skidt, og det kan skifte hurtigt. Det er svært at planlægge efter, og jeg kan sagtens gennemføre workshops, korprøver og koncerter, når jeg kun har det lidt skidt. Jeg hverken kan eller vil sygemelde mig helt dette efterår, det hænger simpelthen ikke sammen med udgivelse, rejser og projekter. Heller ikke økonomisk lige nu – men lige nu er jeg bare ked af det, gal, presset og synes det hele er temmelig nedtur.
Det er nok en nødvendig del af traume-healingen på hele denne omgang, så jeg prøver at blive i det og bio-vasker videre. Små skridt og masser af dem… og nåeh ja, så skal der samles IKEAmøbler, når de ankommer i eftermiddag.
HURRA!
Skriv en kommentar